Lammers: Bliver en fantastisk kulisse

Efter tre sejre på stribe og ubesejret i fire kampe møder EfB på søndag rækkens nuværende tophold, F.C. København, og alt tyder på en fantastisk match på Blue Water Arena.

Der er lagt op til fodboldfest på søndag, når de ti-dobbelte danske mestre besøger Blue Water Arena søndag eftermiddag, og John Lammers forventer naturligvis et svært opgør og glæder sig til at opleve den fantastiske kulisse.

– Det bliver en spændende kamp mod en rigtig god modstander. Vi kommer med masser af selvtillid og vi tror selvfølgelig på, at vi kan overraske igen. De er et hold der er godt organiseret og har rigtig god balance på holdet, så vi skal spille op til vores bedste for at få noget ud af kampen, siger Esbjerg-cheftræner, John Lammers.

Løverne kommer direkte fra et flot resultat efter torsdagens straffespark drama mod Atalanta, og Lammers er hurtig til at anerkende den stærke præstation med kvalifikation til Europa League.

– Du skal være rigtig stærk for at slå et hold som Atalanta ud over to kampe. Det er virkelig en fantastisk præstation og vi bør takke FCK på dansk fodbolds vegne. Med tanke på kampen giver det os måske en lille fordel, at de har været ude i forlænget spilletid og derefter straffespark, men de har samtidig en rigtig bred trup, med mange gode spillere, siger John Lammers, der glæder sig til god opbakning fra lægterne.

– Det bliver fantastisk med sådan en kulisse på Blue Water Arena og vi håber, vi kan være med til at bidrage til den fodboldfest, der er lagt op til. Vi skal ud og give alt hvad vi har, og så gør det heller ikke noget, at der er lidt ekstra opbakning fra lægterne i de svære perioder i kampen, som uden tvivl vil opstå. Vi glæder os rigtig meget, slutter cheftræneren.