Lammers: Bliver en god udfordring

Superliga hymnen spilles igen på Blue Water Arena søndag eftermiddag, hvor AGF gæster Gl. Vardevej. John Lammers ser frem til opgøret, men er klar over, det bliver noget af en mundfuld.

Esbjergenserne skal igen i kamp i Superligaen, og denne gang er det i de vante rammer på Gl. Vardevej, når AGF besøger Blue Water Arena. Et svært opgør venter for John Lammers’ tropper, der møder et mandskab, som er sprængfyldt med selvtillid efter en flot sejr mod Brøndby IF hjemme på Ceres Park.

Det forventes, at udebaneafsnittet bliver godt besøgt af de hvide fra Aarhus, og det ligner derfor en flot kulisse, som matchen spilles i. Esbjerg-cheftræner, John Lammers, ser frem til opgøret mod AGF, som han har stor respekt for.

– Det bliver en svær kamp på søndag, for vi møder et mandskab med stor kvalitet. Jeg så dem mod Brøndby, hvor de viste, hvilke styrker de har, så vi skal være opmærksomme. De står rigtig godt organiseret på banen og er ekstremt hurtige til at omstille sig. Derudover har de en god fart, og så har de en evne til at kunne score ud af ingenting på tidspunkter, hvor de ikke har helt styr på kampen, fortæller John Lammers, der kræver forbedringer i forhold til Vejle-kampen.

– Vi er nødt til at spille som et hold, og stå bedre rent organisatorisk. Hvis vi gør det, så skaber vi bedre betingelser for hinanden, som giver de chancer, der er nødvendige for at vinde en kamp. Vi kan slå alle, når vi arbejder som en enhed, men hvis det fejler, kan vi også tabe til alle, siger John Lammers om opgøret, der trækker mange aarhusianere til vestkysten.

– Det er altid fedt, når der er god stemning fra begge sider. Det skaber en god kulisse for os på grønsværen, og vi tror selvfølgelig, at vores supportere kan vinde slaget, som de gjorde i Vejle, slutter EfB’s cheftræner.

Esbjerg-trænerteamet offentliggør truppen lørdag eftermiddag.


Superligaen – 11. runde: EfB – AGF
Kampdato: Søndag den 30. september klokken 14.00
Stadion: Blue Water Arena
TV: 
Eurosport 2