Førstehold

Lammers før returkamp: Vi giver alt

Esbjerg fB har et vanskeligt udgangspunkt før returkampen i Europa League torsdag aften mod hviderussiske Shakhtyor Soligorsk, idet holdet tabte med 0-2 på udebane i det første opgør. Cheftræner John Lammers forsikrer dog om, at videre avancement bliver jagtet til det sidste.

Når Esbjerg fB løber ind på Blue Water Arena til returkampen i Europa League, er det med kniven for struben i forhold til at gå videre til 3. kvalifikationsrunde, idet den første kamp på udebane blev tabt med 0-2. EfB er derfor presset til at vinde med minimum to overskydende mål torsdag.
Cheftræner John Lammers er da også klar i mælet i forhold til, hvad han vil opnå med kampen.
– Vi vil vinde. Det, vi leverede i den første kamp, var ikke godt nok, og det har vi fået talt ud om. Præstationen i søndags mod FC Nordsjælland var langt bedre, men vi var ikke skarpe nok, og derfor tabte vi. Heldigvis er der en kamp igen allerede torsdag, hvor vi kan revanchere os, og det har vi tænkt os at gøre alt for.
– Udgangspunktet er svært, fordi det ikke er nok at vinde 1-0, og fordi Shakhtyor Soligorsk er et rutineret og erfarent hold. Jeg forventer, at de kommer til Esbjerg og fortrinsvis vil forsøge at køre på omstillinger, og det scenarie forbereder vi os også på op til kampen, siger han.
Trods kun et point i de tre første 3F Superliga-kampe, så bliver kampen mod hviderusserne ikke nedprioriteret, selvom der allerede søndag er en hjemmekamp mod OB.
– Jeg sender de 11 stærkeste spillere på dagen på banen torsdag, og jeg kan mærke på hele truppen, at der er en stor revanchelyst for at give fansene en god oplevelse. Det er langt fra umuligt, at vi går videre, hvis vi finder tilbage til vores gode organisation og kløgtigt får afsluttet angrebene, siger John Lammers.
John Lammers fremhæver den flotte hjemmebanestatisk og støtten fra fansene som en potentiel afgørende faktor til at skabe det nødvendige resultat.
– Vi kommer til at få chancer torsdag, og et hurtigt mål vil sende Shakhtyor Soligorsk under pres. Vi har ikke tabt på Blue Water Arena siden november 2018, og det skyldes blandt andet opbakningen fra vores fans. Torsdag har vi brug for støtten igen, og hvis kampen på et tidspunkt ligger lige på vippen, så kan presset fra tribunerne blive altafgørende, lyder opfordringen.
>> Køb din billet til Europa League-kampen nu og spar både tid og penge
 
 

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo