Førstehold

Lammers forventer tæt pokalfight

Klokken 19.00 onsdag aften på Nature Energy Park i Odense skal EfB forsøge at sikre billetten til Sydbank Pokalens semifinale, hvor John Lammers forventer en svær opgave mod et stærkt OB-mandskab.

Nature Energy Park i Odense sætter rammerne onsdag aften, når EfB gæster OB i Sydbank Pokalens kvartfinale. Kampen bliver samtidig nummer to ud af tre inden for seks dage, og John Lammers forventer et svært opgør mod fynboerne.
– Hvis vi kigger på alle kvartfinalerne, så er vores opgør mod OB nok den, som er mest interessant og jævnbyrdig. OB er et godt hold, der ligesom os også vil spille fodbold og jeg forventer, at det bliver et tæt opgør, hvor de har en mindre fordel ved at spille på hjemmebane. Vi skal være parate til at tilvænne os og komme med et andet udtryk samt mentalitet, end vi gjorde mod Hobro, fortæller Lammers og fortsætter.
– Der vil opstå chancer i løbet af kampen og når det sker, skal vi være klar til at udnytte dem, mens vi samtidig skal holde fokus på at stå godt i vores organisation, som er vigtig for at få et godt resultat. Det er en hård uge, vi har gang i med tre kampe på seks dage og jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt for pokalturneringen, at en kvartfinale presses ind på den måde. Det synes jeg ikke er helt optimalt. Men når det er sagt, så er de her kampe altid specielle på deres egen måde og vi ser frem til kampen.
– Vi vil selvfølgelig gøre alt for at tage næste skridt og nå semifinalen. Det kunne være fantastisk, slutter EfB’s cheftræner, John Lammers forud for kvartfinalekampen mod OB.
Esbjerg-truppen bliver offentliggjort senere tirsdag på efb.dk.


Sydbank Pokal – kvartfinale: OB – EfB
Kampdato: Onsdag den 27. februar 2019 klokken 19.00
Stadion: Nature Energy Park 
TV: 
TV3+

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo