Førstehold

Lammers ser frem til kamp igen efter pause

Esbjerg fB tager søndag kl. 14.00 imod Randers FC på Blue Water Arena i 3F Superligaen, og John Lammers beretter om en god optakt til kampen, som kommer efter en landsholdspause, hvor otte spillere har været afsted.

Når Esbjerg fB søndag løber ind på græsset på Blue Water Arena, er Randers FC modstanderen i 3F Superligaens 9. spillerunde. Opgøret fløjtes i gang kl. 14.00.
Cheftræner John Lammers ser frem til atter at spille om point efter en weekend uden Superliga-kamp.
– Det overordnede mål på søndag er en sejr, og det tror vi på, at vi kan lykkes med. Selvom vi tabte med 0-1 i Aarhus til AGF, så var spillet godt, og der var flere momenter at bygge videre på, hvilket vi skal ud og vise mod Randers søndag. Vi ser frem til kampen, og glæder os til igen at spille på Blue Water Arena, siger hollænderen.
Otte spillere fra førsteholdstruppen har været på internationale opgaver i løbet af de seneste to uger, så den daglige træning har foregået på en anden måde. Ifølge John Lammers har det givet tid til at træne nogle andre aspekter af spillet.
– Vi har haft mange spillere på landsholdsopgaver, så træningen har været anderledes, end hvis vi var fuldtallige. På den ene side er det selvfølgelig godt for EfB, at spillerne er på internationale opgaver, da det vidner om kvalitet, men på den anden side giver det naturligvis nogle udfordringer i forhold til de daglige træninger, men vi kigger positivt på det.
– Det har givet muligheder for at arbejde med nogle andre ting, end hvis alle mand var på træningsanlægget, og vi har haft nogle gode sessioner. Nu er alle dog tilbage, og vi har haft effektive dage, og får også endnu en lørdag inden kampen søndag, siger John Lammers.
Lammers betegner kronjyderne som et stærkt kollektiv med offensive profiler, der kan gøre livet surt for EfB, hvis de får tid og plads.
– Randers har et stærkt hold med streg under hold, og de fungerer godt som en samlet enhed. Samtidig har de nogle individualister i Saba Lobjanidze og Marvin Egho, som på egen hånd kan skabe chancer og lave mål ud af ingenting. Det stiller krav til vores defensive organisation, så det er vi forberedte på, siger han.
Han håber som altid på et godt besøgt Blue Water Arena.
– Jeg mener, vi spiller god fodbold, selvom resultaterne ikke har været helt som ønsket. Der er ikke nogle, der ønsker at vinde mere end os selv, og tilskuerne kan hjælpe os godt på vej med opbakningen, så vi håber naturligvis på, at esbjergenserne kommer på stadion søndag, slutter John Lammers.
Kamptruppen offentliggøres lørdag eftermiddag.
>> Køb din billet til kampen nu og spar penge

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo