Lammers ser frem til velspillende modstander

FC Fredericia holder snor i topholdene, og John Lammers forudser en svær opgave på udebane i fæstningsbyen.

Både FC Fredericia og EfB har sejret i sæsonens indbyrdes opgør mod hinanden, og på forhånd betegner cheftræner John Lammers søndagens modstander som et af de mere velspillende hold i NordicBet Ligaen.

– De spiller god fodbold, og hvis du giver dem ret meget plads, så bliver det svært. Derfor bliver det vigtigt for os at stå stærkt, og vi skal prøve at holde godt fast i bolden, når vi har den. Det er vigtigt ikke at give noget væk mod sådan en modstander, for det koster meget energi, og forhåbentligt har vi lært af de tidligere kampe mod Fredericia. Vi har set, hvor vi kan få nogle chancer mod dem, og vi ser frem til at møde en god modstander. De har lige spillet pokalkamp, men de har en bred trup, hvor andre kan tage over, og så har de nogle vigtige spillere, som nok kommer til at spille alligevel, konstaterer John Lammers, som stadig overvejer de sidste detaljer omkring startopstillingen.

– Det er lidt et puslespil, og vi har nogle skader og karantæner, som gør, at vi må ændre lidt på tingene. Derfor overvejer jeg helt til det sidste, hvordan vi sætter tingene sammen, men der er forskellige muligheder. Det ligger dog fast, at Jesper Lauridsen og Andres Schetino er ude med karantæne, og det skal vi selvfølgelig tage højde for, slutter John Lammers inden søndagens kamp på udebane i Fredericia.