Førstehold

Lammers vil slutte med maner

EfB har kun tabt en af de sidste 11 kampe, og det handler om at slutte året ordentligt af i udekampen mod HB Køge.

Det er tid til årets sidste opgave for EfB i NordicBet Ligaen, og der venter en udekamp mod HB Køge, der ikke har tabt i deres sidste fire kampe. John Lammers kan selv se tilbage på en periode med kun et nederlag i 11 kampe, og den statistik skal meget gerne fortsætte.
– Vi kan forhåbentligt lukke året ordentligt, og det er egentligt lidt en skam, at vinterpausen kommer nu, for vi er i god form. Hvis vi formår at få et godt resultat, så ved vi også, at vi er godt med i det nye år, hvor tingene skal afgøres, og det er det, som det handler om, siger John Lammers, som kun må se bort fra de langtidsskadede spillere som Klaus Moesgaard, Jesper Jørgensen og Yuiry Yakovenko, når han i løbet af de kommende dage skal udtage den endelig trup til turen til Sjælland.
– Der er stor konkurrence i truppen, så alle skal være rigtigt skarpe for at komme med. Vi kan tillade os at beslutte os ret sent, fordi det giver spillerne hele ugen til at bevise sig selv, og vi ser meget på, hvordan de træner. Det gælder specielt de unge, som skal vise os noget, konstaterer John Lammers, der forudser en krævende udekamp.
– Det er et meget velorganiseret hold, som har tre mand fremme, når de angriber, men forsvarer sig i en 4-4-2. De har en stærk struktur i deres spil, og så har de gode backer og kantspillere. De råder over ligaens topscorer og generelt gode spillere, så de er svære at slå på grund af organisationen og deres folk, som kan lave mål, men vi har analyseret dem godt, og vi tror på vores muligheder, slutter John Lammers inden opgøret mod HB Køge, hvor hjemmeholdet via sponsorer giver gratis adgang til kampen på Castus Park.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo