Lammers: Tager til Farum for at vinde

Esbjerg fB drager søndag til Farum, hvor FC Nordsjælland kl. 14.00 tager imod på Right to Dream Park. Cheftræner John Lammers forventer en underholdende kamp mod en svær modstander.

EfB skal søndag forsøge at hente den første sejr i mesterskabsslutspillet, når FC Nordsjælland lægger kunstgræs til.

Sæsonens to første opgør mod nordsjællænderne har i alt givet et pointudbytte på fire. I december sidste år vandt EfB i overbevisende stil med 3-0 på Blue Water Arena over FCN, mens det i sæsonpremieren blev til et 1-1-resultat i Farum.

Cheftræner John Lammers går benhårdt efter at udbygge den fine statistik mod FCN og dermed melde sig yderligere ind i kampen om bronzemedaljerne.

– Vi tager derover for at spille vores eget spil, og vi vil som altid forsøge at spille god fodbold og tage en sejr. Men selvom vi vil spille offensivt, så må vi ikke glemme, at vi skal fungere som en velorganiseret enhed. Det har været en styrke for os gennem hele sæsonen, og det skal det også være på søndag, for så tror jeg bestemt, at vi kan lave det resultat, som vi skal bruge i jagten på tredjepladsen, siger han.

FCN er ubesejret i forårssæsonen, og holdet har flere offensive profiler, som har gjort ondt på mange Superliga-hold, så det er ikke en let modstander, EfB’erne tørner sammen med.

– Vi skal møde en rigtig god modstander, som vi naturligvis har forberedt os godt på, og som vi kender indgående. Det er et ungt hold med masser af fart, så vi skal sørge for, at vi ikke giver dem tid og plads til at sætte angrebene sammen, for ellers bliver det meget svært, siger John Lammers.

Hollænderen fremhæver samtidig EfB-holdets stærke mentalitet, der flere gange har vist, at holdet ikke lader sig slå ud af modgang i kampene.

– I seneste kamp viste vi god moral med den udlignende scoring til 2-2 i overtiden. Vores hold har en stærk karakter, der gør, at vi kæmper til sidste minut, og det har flere gange i sæsonen båret frugt. Uanset hvordan kampforløbet bliver søndag, så er det en stor styrke, at vi aldrig giver op, siger John Lammers.

Kamptruppen bliver offentliggjort på lørdag.