Førstehold

Lammers: Vi har selvtillid på Blue Water Arena

John Lammers vil fortsætte den gode hjemmebanestime mod FC Midtjylland og håber på maksimal støtte fra lægterne. Cheftræneren pointerer også, at holdet ikke har stillet sig tilfreds, men vil gå benhårdt efter bronzemedaljen.

John Lammers’ mandskab skal forsøge at udbygge den gode hjemmebanestime til fem sejre på Blue Water Arena søndag klokken 16.00. FC Midtjylland gæster stadionet på Gl. Vardevej, og EfB’s cheftræner håber, at det igen kan blive til et stort resultat på eget græs.
– Vi føler os godt tilpas, når vi spiller hjemme og har fansene i ryggen. Det giver os god selvtillid og vi har en god stime, vi forhåbentligt kan bygge videre på. Vi viste mod FC København, at vi har noget at gøre i mesterskabsspillet og nu venter der os endnu en stor modstander, som kæmper om guldet. Jeg synes, at vi har leveret god underholdning på banen her, og det håber vi, at folk kan huske og møder op af den grund.
– Vi er selvfølgelig klar over, at vi er nødt til at være rigtig skarpe, hvis vi skal have et resultat mod FC Midtjylland. De spiller utrolig klogt og står stærkt rent organisatorisk, og så bringer de bare en enorm power. Vi skal være kloge og opmærksomme på søndag, og så skal vi undgå at få for mange dødbolde imod os, for det er én af deres største forcer. De er presset til at vinde for at holde trit med FCK i toppen, men vi har også vores at jagte, fortæller John Lammers, der hentyder til kampen om medaljer og europæisk fodbold.
– Vores sæson er ikke overstået endnu. Mange tror måske, at vi blot er tilfreds med en plads i mesterskabsspillet, men sådan hænger det ikke sammen. Nu er vi her og der er ikke mange point op til 3. pladsen, der giver bronzemedaljer og vi vil gå 100 procent efter det.


Superliga mesterskabsspil – 28. runde: EfB – FC Midtjylland
Kampdato: Søndag den 7. april 2019 klokken 16.00
Stadion: Blue Water Arena
TV: 
Canal 9

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo