Førstehold

Lammers: Vi skal alle stå sammen

John Lammers håber, at tilskuerne på Blue Water Arena vil give de unge spillere støtte, så de kan få en tiltrængt succesoplevelse.

Resultaterne har ikke været med EfB i NordicBet Ligaen, og det ærgrer selvfølgelig cheftræner John Lammers. Han havde håbet på mere, men erkender også, at holdets unge spillere lige nu mest af alt trænger til, at der kommer point på kontoen.
– Et par sejre i træk vil gøre alting nemmere, og vi er nødt til at forblive positive som gruppe, for vi har alle sammen det samme mål. Der er ikke noget, gutterne hellere vil end at vinde, og hvis jeg kunne se, at de ikke arbejdede hårdt, så tog jeg dem ud. Vi skal blive ved med at arbejde hårdt, og så skal vi alle sammen vise dem noget tillid, for det er som gruppe, vi skal vende tingene. Det gælder også vores fans på Blue Water Arena og byen, for de er vigtige for os, fastslår John Lammers og uddyber.
– Vi vil alle sammen gerne se sejre og godt spil, men det er ikke noget, som man bare kan tænde for. Vi har rigtigt mange unge spillere, og de har brug for hjælp, specielt på hjemmebane. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi alle sammen hjælper med at hive gutterne op. Vi skal alle sammen gøre, hvad vi kan for at støtte op om EfB, for det andet hjælper ikke, og vi har også mange trofaste fans, som er gode til at bakke op, slutter John Lammers, som håber på god opbakning allerede i weekenden, når FC Roskilde kommer på besøg på Blue Water Arena.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo