Landsholdsopsamling

Jacob Lungi Sørensen, Mads Larsen og Jonas Mortensen har repræsenteret diverse U-landshold, mens Markus Halsti og Joni Kauko har spillet sjette og sidste kamp i UEFA Nations League gruppespillet. Få herunder det sidste overblik inden Superliga-bolden ruller igen.

Siden sidste uges landsholdsopdatering, har flere Esbjerg-spillere igen været i aktion for sine respektive nationer. Jacob Lungi Sørensen har som bekendt spillet med U21-landsholdet på Blue Water Arena, Mads Larsen og Jonas Mortensen har spillet to kampe for U18-landsholdet, mens Markus Halsti og Joni Kauko spillede sjette og sidste kamp i UEFA Nations League gruppespillet.

Markus Halsti og Joni Kauko – Finland

Finland havde allerede sikret titlen som gruppevinder inden det sidste opgør mod Ungarn, hvor hverken Halsti eller Kauko var tiltænkt en plads i startelleveren. Joni Kauko blev skiftet ind i matchen efter en times spil, hvor det allerede stod 2-0 til Ungarn på Groupama Aréna, hvilket også blev slutresultatet.

Jacob Lungi Sørensen – Danmark U21

Den unge Esbjerg-knægt startede inde for U21-landsholdet på sin vante hjemmebane, Blue Water Arena, tirsdag aften, da England viste klassen. Lungi spillede 64 minutter i den røde og hvide trøje, der endte med en 5-1-sejr til England.

Mads Larsen og Jonas Mortensen – Danmark U18

De to unge EfB’ere har repræsenteret U18-landsholdet til to venskabskampe mod Ukraine, der begge blev afviklet på spansk grund. I det første opgør fredag aften var der fuld tid at hente for Jonas Mortensen i 2-1-nederlaget, mens Mads Larsen blev skiftet ind med tyve minutters tid igen. I næste match blev det endnu et nederlag, da Ukraine scorede kampens eneste mål kort før tid. Denne gang havde Mads Larsen fundet vej til startelleveren og spillede 72 minutter, mens Jonas Mortensen blev skiftet ind med små ti minutter igen.