Lungi og Anyembe fik fuld tid i U21-sejr

Jacob Lungi Sørensen og Daniel Anyembe var begge i startopstillingen, da Danmarks U21-landshold slog Rumænien i første EM-kvalifikationskamp. Jonas Mortensen blev matchvinder for U19-landsholdet, mens Andreas Lausen var i rødt og hvidt for første gang i karrieren.

Jacob Lungi Sørensen og Daniel Anyembe var med i Capellas første U21-landsholdstrup, som begge startede inde i fredagens testkamp mod Ungarn, og spillede henholdsvis 60 og 45 minutter i opgøret, der endte uden scoringer.

Tirsdag aften var der mere på spil for de røde og hvide U21-talenter, idet Rumænien ventede i den første EM-kvalifikationskamp, hvor der var genvalg til Lungi i det centrale forsvar og Anyembe på højrebacken. De unge EfB’ere spillede således fra start til slut og var med til at sikre en sejr på 2-1.

På U19-landsholdet spillede Jonas Mortensen en afgørende rolle, idet han blev matchvinder i finalen mod Sverige i en fire-nationers turnering på Lolland/Falster. EfB’s hurtige back scorede kampens eneste mål, da han opsnappede en løs bold i feltet og sparkede den i nettet til 1-0.

Patrick Tjørnelund, Mads Zaar og Andreas Lausen debuterede alle for det danske U18-landshold, der tabte 1-2 til værtsnationen fra Holland og 0-1 til Mexico, mens turneringen sluttede med en flot 4-1-sejr mod USA. Tjørnelund og Zaar spillede en rolle i alle tre opgør, mens Lausens debut blev en realitet mod Mexico, da han spillede hele anden halvleg.