Førstehold

Lungi udtaget til U21-landsholdet

Jacob Lungi Sørensen er mandag blevet udtaget til det danske U21-landshold, der spiller to testkampe mod Spanien og England. Dermed støder midtbanemanden til U21-truppen sammen med sin tidligere holdkammerat, Anders Dreyer.

Danmarks U21-landshold kvalificerede sig for nyligt til EM-slutrunden i 2019 og onsdag starter de første forberedelser frem mod Europamesterskabet, hvor de rød-hvide møder to særdeles kompetente modstandere i form af Spanien og England. Det første opgør mod Spanien spilles på udebane i Logrono, mens England-kampen spilles i Esbjerg på Blue Water Arena, og EfB er nu repræsenteret på U21-landsholdet i de to testkampe.
U21-cheftræner, Niels Frederiksen, har nemlig udtaget Jacob Lungi Sørensen, som dermed rejser mod varmere himmelstrøg mandag eftermiddag sammen med resten af den danske trup. En nyhed, der naturligvis glæder EfB’s sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.
– Det er fuldt fortjent, at Lungi bliver udtaget til U21-landsholdet. Han har leveret mange gode og solide præstationer for os over en lang periode nu, og det bliver en god udfordring for ham, at prøve sig af på et højt internationalt niveau. Udtagelsen er glædelig for os alle i klubben, siger sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.
Jacob Lungi Sørensen har i alt spillet seks U-landskampe i den rød-hvide trøje, men har stadig debuten til gode for U21-landsholdet.
Første match fløjtes op onsdag den 14. november klokken 20.00 og kan ses live på 6’eren. Kampen mod England spilles tirsdag den 20. november klokken 18.00, og hvis du ikke har muligheden for at komme på Blue Water Arena, kan denne også ses på 6’eren.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo