Mads Zaar har vist sig frem på U17-landsholdet

Esbjergs unge Zaar har den seneste uges tid repræsenteret det danske U17-landshold til en internordisk turnering på Færøerne.

Jerry Lucenas EfB U17-mandskab har flere lovende talenter og én af dem er Mads Zaar, der har repræsenteret de røde og hvide farver for det danske U17-landshold den seneste uge. Zaar og resten af DBU-drengene rejste til Færøerne i lørdags og har sidenhen spillet tre kampe mod Finland, Nordirland og Sverige.

De danske drenge er ubesejret i de tre opgør med sejre over Nordirland og Sverige samt et uafgjort resultat mod Finland.

Den talentfulde kantspiller har haft en rolle i alle opgør og startede inde mod Finland og Sverige, mens det blev til et indhop mod Nordirland for Danmarks nummer 13.

Ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, glæder sig naturligvis over udtagelsen og spilletiden til Mads Zaar.

– Det er selvfølgelig altid glædeligt når vores unge knægte repræsenterer U-landsholdene, og det er også en del af vores målsætninger, at vi skal være godt repræsenteret. Mads har fået meget spilletid i de tre kampe og de er ubesejret, så der har været gode præstationer at spore, siger Niels Erik Søndergård.

Mads Zaar og U17-landsholdet spiller placeringskamp i morgen, lørdag inden turen går hjem mod Danmark.

Foto: DBU