Mark Brink var et lyspunkt

Det var ikke nogen prangende præstation fra EfB mod FC Fredericia, men målscorer Mark Brink gav enkelte prøver på sit talent undervejs, hvilket fik SE til at kåre ham som Man of the Match.

Mark Brink fik lov at prøve kræfter med pladsen som forreste mand mod FC Fredericia, og selvom gæsterne aldrig blev udsat for noget stort tryk, så var den tekniske offensivspiller involveret i en del af de kombinationer, der trods alt blev farlige.

Han var således også manden bag den reducerende scoring kort før pausen, da han omsatte afleveringen fra Anders Dreyer til et mål, der pustede lidt liv i kampen igen. I 2. halvleg lod Mark Brink sig udskifte til fordel for den anden målscorer William Møller med et lille kvarter igen, men kampsponsor SE pegede alligevel på ham som opgørets bedste fra hjemmeholdet, og derfor kunne Steen Thomsen fra SE overrække ham et gavekort til Butcher.