nørgaard

Nørgaard før FCM: Mange ting at bygge videre på

Esbjerg fB tager fredag aften imod FC Midtjylland på Blue Water Arena, og selvom holdene er placeret i hver deres ende af tabellen, så forudser Claus Nørgaard fine muligheder for et godt resultat.

Kl. 19.00 fløjtes der op til 14. spillerunde i 3F Superligaen, når Esbjerg fB på hjemmebane tager imod FC Midtjylland i et spændende opgør mellem to hold, der i seneste sæson spillede 2-2 to gange på Blue Water Arena.

Cheftræner Claus Nørgaard glæder sig til kampen, og mener, at EfB står godt rustet til opgaven. Han vil fortsætte de gode takter fra søndagens kamp i København.

– Vores indsats i Parken i søndags var langt hen ad vejen rigtig god, og selvom vi desværre tabte med 1-3, så kunne vi tage mange gode ting med os hjem. Der er noget at bygge videre på, og vi har arbejdet godt på træningsbanen frem mod kampen fredag.

– Nu er vi på hjemmebane, og vi glæder os til at komme ud på Blue Water Arena og forhåbentligt tage alle tre point, som vi vil gå efter. Jeg mener, vi har noget at have optimismen i, da vores fundament er fint, så hvis vi kan være konsekvente hele vejen rundt, kan vi også lave et godt resultat, siger han.

Mandag var Nørgaard i Herning, hvor midtjyderne vandt 2-1 over Randers FC, og han erkender, at EfB skal være kyniske, når chancerne opstår.

– FCM har et godt hold, og hvis man er i tvivl, kan man bare kigge på tabellen. Jeg så dem forleden, hvor de vendte 0-1 til en sejr, og der venter os en hård modstander, som tvinger os til at være skarpe gennem samtlige minutter, siger Claus Nørgaard.

EfB markerer i forbindelse med kampen, at det seneste danske mesterskab kom i hus for præcis 40 år siden, og der er i den forbindelse fint gang i billetsalget.

– Vi glæder os over, at der er en god interesse for at se EfB, for det er bare sjovest, når der er mange mennesker på lægterne. Opbakningen fra vores fans er altid sublim, og fredag aften skal de bare fortsætte den gode stil, for de kan være med til at vippe det hele til vores fordel, siger Claus Nørgaard.

Kamptruppen udtages torsdag eftermiddag.

>> Køb din billet nu og spar billetsalgsgebyret