neutral

Nørgaard vil finde tidligere styrker frem mod Brøndby

Søndag er der atter fodbold på Blue Water Arena, når Esbjerg fB hjemme på Blue Water Arena tager imod Brøndby IF i 3F Superligaens 10. spillerunde. Vikarierende cheftræner Claus Nørgaard vil se et hårdtarbejdende blå-hvidt mandskab.

Esbjerg fB får søndag kl. 16.00 besøg af Brøndby IF på Blue Water Arena til en vigtig kamp om tre point.

Claus Nørgaard, der vikarierer som cheftræner, forventer at se EfB-mandskabet levere en god indsats både med og uden bold.

– Vi skal finde det udtryk frem, som vi tidligere har haft så stor succes med. Det består blandt andet af ydmyghed og hårdt arbejde i samtlige minutter, og det skal vi ud og vise EfB-fansene på søndag, siger han.

Derudover skal organisationen være på plads, uden at det må gå udover lysten til at angribe.

– Fundamentet er en vigtig grundpille i vores spil, så det skal vi have helt styr på mod Brøndby. Samtidig skal vi være målsøgende og angrebslystne, når vi nærmer os deres mål, og det tror jeg på, at vi vil se søndag, fortæller Claus Nørgaard.

Han beretter om en god stemning blandt spillerne, som vil ud og slette indtrykket fra 0-3-nederlaget mod Randers FC.

– Vi har haft en god uge på træningsbanen, som startede med en flot 6-2-sejr til reserverne tirsdag. Der har været god energi at spore i truppen, og jeg mærker en stor revanchelyst for at komme ud at modbevise kritikerne og skabe et godt resultat. Det skylder vi fansene og ikke mindst os selv, siger Nørgaard.

Claus Nørgaard håber, at esbjergenserne vil møde talstærkt op søndag og give spillerne værdifuld støtte.

– Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at opbakningen til spillerne betyder alverden, og vi har brug for den. Vi er meget ærgerlige over, at det ikke er blevet til flere point, men kigger også fremad nu, og det håber vi, at alle omkring klubben vil gøre sammen med os, slutter han.

>> Køb din billet til kampen nu