Førstehold

Nulløsning mod OB

Esbjerg fB og Odense Boldklub spillede 0-0 i en knap så underholdende affære på Blue Water Arena, selvom der var flere gode muligheder til begge mandskaber. EfB bliver på tredjepladsen.

Esbjerg startede bedst ud og åbnede opgøret med et rigtig flot angreb i højre side, hvor Daniel Anyembe slap fri igennem i en god position. Herfra slog han en cut-back aflevering mod Joni Kauko midt i feltet, men finnens forsøg fortsatte langt over Sten Grytebust i målet.
Det første kvarter var EfB mest på bolden og forsøgte at finde de frie rum i OB’s defensiv, men blæsten der piskede ind over arenaen, gjorde betingelserne sværere. Det gav i stedet anledning til mange dueller.
Gæsterne arbejdede sig dog tilbage i opgøret, kom mere i boldbesiddelse og havde også en god mulighed, efter Austin begik et frispark på kanten af feltet. Sparket tog Jeppe Tverskov sig af, og bolden gik tæt forbi stolpen.
Adnane Tighadouini kom senere alene med OB’s keeper, der stormede ud for at blokere EfB’erens skud. Det lykkedes Grytebust også med, da han fik afværget med en god parade på kanten af feltet, som gav store protester i Esbjerg-lejren, der ville have frispark.
Anden halvleg blev heller ikke nogen underholdende affære for de fremmødte på Blue Water Arena. Tighadouini havde optræk til et par gode muligheder, da opgøret nærmede sig en time spillet, men i begge situationer, manglede den sidste kvalitet i eksekveringen.
Midtvejs i anden halvleg testede Casper Nielsen EfB-keeper Jeppe Højbjerg med et hårdt spark, men duellen vandt Esbjergs nummer 16 med en flot parade. Mod Brøndby var Højbjerg kampafgørende, og det var han igen i dag.
Med tyve minutter igen stoppede han nemlig et akrobatisk forsøg fra Bashkim Kadrii med en flot, flot redning, som derefter hoppede op på stolpen.
Det var OB på bolden for det meste, i det sidste kvarters tid, men John Lammers’ mandskab kunne have taget alle tre point til allersidst. Jesper Lauridsen fik først en god mulighed efter flot forarbejde fra Jacob Lungi Sørensen, der elegant chippede den i dybden, men EfB-backen fik ikke ordentligt ram på læderet.
Det var dog indskiftede William Møller der havde den bedste mulighed. Med få minutter igen kom Emmanuel Oti Essigba til baglinjen og smækkede et indlæg på tværs. Den fandt Møller ved bagerste stolpe, men han fik ikke ram på kuglen, som i stedet drejede tæt forbi stolpen.
Kampen sluttede uden scoringer, og EfB delte altså med OB på en blæsende tirsdag aften på Blue Water Arena foran 5.601 tilskuere.


Resultat
Esbjerg fB – Odense Boldklub 0-0 (0-0)
Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
8. Rodolph Austin
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
38. Jacob Lungi Sørensen
7. Joni Kauko
10. Carlo Holse
11. Adnane Tighadouini
9. Adrian Petre
Indskiftninger
66′ Emmanuel Oti Essigba (Adrian Petre)
78′ William Møller (Carlo Holse)
78′ Mathias Kristensen (Adnane Tighadouini)
Tilskuertal
5.601

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo