Esbjerg fB møder søndag middag Hobro IK på udebane i 3F Superligaen i et vigtigt slag om tre point til bundstriden. Cheftræner Lars Olsen glæder sig til opgøret, som han dog mener, er forbudt for børn.

Søndag kl. 12.00 fløjtes et vigtigt opgør i gang i 3F Superligaen, når Esbjerg fB gæter DS Arena og Hobro IK. Kampen er et direkte opgør mellem nummer 12 og 13 i rækken.

Cheftræner Lars Olsen ser med spænding frem til duellen.

– Man kan jo bare kigge på tabellen, hvis man er i tvivl om kampens vigtighed, og der er ingen tvivl om, at det bliver forbudt for børn. Det bliver et spændende og nervepirrende opgør, som formentligt vil leve sit eget liv helt ind til slutfløjt.

– Spillerne er bevidste om vores situation, og de er klar over, at den eneste måde at komme videre på er med hårdt arbejde. Indstillingen i vores kampe har ikke fejlet noget, men vi har lavet nogle fejl, som er blevet straffet hårdt, så det har vi stor fokus på at forbedre, siger han.

EfB-mandskabet tager til Hobro med en naturlig respekt for modstanderen men samtidig en tro på egne evner.

– Vi møder et godt hold, der arbejder hårdt for hinanden og kender deres roller på banen. Derudover har de nogle gode individualister, især fremme på banen, som vi skal være særligt opmærksomme på.

– Når det så er sagt, så tror vi naturligvis også på os selv og vores system, og trods nederlaget mod AGF forleden, så mener jeg, at vi i højere grad end tidligere lykkedes med at skabe muligheder i offensiven. Dette skal vi tage med os til Hobro, og hvis vi er konsekvente og spiller op til vores bedste, så er der gode muligheder for at lave et godt resultat, siger Lars Olsen.

Kamptruppen offentliggøres efter lørdagens træning.