neutral

Otte foreninger fik gode oplevelser

Esbjerg fB er mere end en fodboldklub, og derfor inviteres blandt andre udsatte børn og unge to gange årligt til gratis kamp på Blue Water Arena. Søndag blev der uddelt næsten 200 billetter til otte forskellige foreninger.

Som Sydvestjyllands mest profilerede virksomhed ønsker Esbjerg fB at give noget tilbage til lokalsamfundet og det område, vi har rødder i. Derfor inviterede vi via vores billetpulje specifikke grupper inden for til vores hjemmekamp mod SønderjyskE søndag d. 6. oktober.

EfB er nemlig mere end en fodboldklub, og det ligger os meget på sinde at deltage i fællesskabet, som sporten udspringer af.

Vores politik for Corporate Social Responsibility indeholder konkrete initiativer til at tage samfundsmæssigt og socialt ansvar, og af den årsag kunne organisationer og institutioner, som eksempelvis ønskede at give udsatte børn og unge gode oplevelser, søge om gratis billetter til hjemmekampen mod SønderjyskE søndag.

Knap 200 billetter blev uddelt til otte forskellige organisationer.

Motivationshuset Esbjerg, som tilbyder motivationsbehandling og udredning til borgere, der har henvendt sig til Center for Misbrug, fik billetter, og det faldt i god jord, fortæller misbrugsbehandler Henry Beck.

– Vi er taknemmelige over at have været til fodbold og selvom det ikke blev til den håbede EfB-sejr, så havde vores borgere en fantastisk dag på Blue Water Arena. Flere af dem havde aldrig overværet en kamp på stadion, så der blev suget mange gode indtryk ind, og det fællesskab som fodbolden kan skabe, gav et meget positivt indtryk. Alt i alt var det en god dag.

Også Ulykkespatientforeningen, PolioForeningen, Red Barnet Ungdom, Center for Misbrug og Udsatte, X-House, Mødrehjælpens Lokalforening Esbjerg og De Særlige Pladser fik en god oplevelse søndag.