Petre-kasse gav tre point i Brøndby

I de tre forgangne opgør mod Brøndby IF i denne sæson er det blevet til lutter sejre for EfB, og søndag eftermiddag var det så tid til at forsøge at hente sejr nummer fire, da vestjyderne var en tur forbi Brøndby Stadion. Efter en tæt kamp blev det da også til tre point i en kamp, hvor Adrian Petre blev matchvinder efter 83 minutter.

Det var hjemmeholdet, som kom bedst fra start i kampen, da Simon Hedlund efter fem minutter var tæt på ved et skud fra kanten af feltet, men Jeppe Højbjerg fik reddet. Få minutter senere kom Jesper Lauridsen igennem i et fremstød i venstre side, men her manglede skarpheden i indlægget, hvor Yuri Yakovenko var fri inde foran mål.

I det efterfølgende kvarter kom vestjyderne bedre med i kampen, hvor især kvaliteten af boldomgangen steg markant. Det var dog værterne, som kom frem til den største chance, da Kamil Wilczek modtog bolden i feltet og afsluttede tæt forbi den ene opstander.

Selvsamme Kamil Wilczek var tæt på minuttet efter, da et langskud fra kanten af feltet røg lige forbi venstre målstolpe for den polske anfører. Kort efter var det så Yuri Yakovenko, der var tæt på efter en fejl i Brøndby-defensiven. Også denne afslutning røg tæt forbi træværket.

Efter 34 minutter blev Simon Hedlund sendt afsted i dybden, og her blev den lynhurtige svensker nedlagt af Rudolph Austin, hvilket dommeren takserede til et straffespark. Igen var det Kamil Wilczek, der fik muligheden for at bringe sit hold i front, men anføreren missede og sparkede kuglen til højre forbi målet.

Det blev ved stillingen 0-0, som holdene gik til pause med, selvom Brøndby hen mod halvlegens afslutning kom frem til et par chancer, hvor Jeppe Højbjerg måtte vise, at han har særdeles gode reflekter på stregen.

Der skulle kun gå fem minutter af anden halvleg, før Yuri fik en glimrende mulighed for at få nettet til at blafre, da en bold landede for fødderne af den ukrainske frontmand efter et hjørnespark, som dog kunne se sit skud blokeret af en Brøndby-spiller.

I tiden herefter overtog hjemmeholdet teten i kampen, og det gulklædte mandskab pressede den vestjyske defensiv langt tilbage på banen med et hårdt tryk både på banen og fra lægterne, hvor der blev skruet op for lyden fra det altid euforiske publikum på Sydsiden. EfB-forsvaret forsvarede dog heroisk og holdt værterne fra fadet.

65 minutter inde i kampen blev Yuri Yakovenko sendt afsted med en dybdebold og fra en spids vinkel på kanten af feltet forsøgte han sig med en afslutning med højreskøjten, som Marvin Schwäbe puffede ud til et hjørnespark, som dog ikke blev udnyttet.

Hen mod kampens slutning var EfB’erne yderst farlige i flere omstillinger, men når først mulighederne skulle omsættes til mål, manglede den sidste kølighed. Det samme gjorde sig dog gældende for Brøndbys Kamil Wilczek, som hamrede et skud et par meter over mål fra sin position i feltet.

Efter 83 minutter lukrerede EfB på de mange giftige omstillinger, da spillet blev ført over i højre side, hvor Mark Brink sendte en perfekt timet aflevering ind i fødderne på indskiftede Adrian Petre, som var iskold foran kassen og satte bolden ind bag Brøndby-keeperen til sin ottende sæsontræffer, hvilket gør ham til delt topscorer sammen med Joni Kauko.

Nikolai Laursen fik en gigantisk chance i de døende minutter, men også han plaffede bolden langt ud på tilskuerpladserne, og dermed kunne vestjyderne juble over en yderst vigtig sejr i kampen om bronzemedaljerne.

Skrevet af: Martin Jørgensen


Resultat
Brøndby IF – EfB 0-1 (0-0)

Målscorere
83’ 0-1 Adrian Petre

Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg

40. Daniel Anyembe
5. Markus Halsti
8. Rodolph Austin
14. Jesper Lauridsen
38. Jacob Lungi Sørensen
6. Lasha Parunashvili
7. Joni Kauko
10. Carlo Holse
11. Adnane Tighadouini
23. Yuri Yakovenko

Indskiftninger
45’ Mathias Kristensen (Adnane Tighadouini)
64’ Mark Brink (Carlo Holse)
70’ Adrian Petre (Yuri Yakovenko)