Petres overtidsscoring gav flot point mod FCM

Topbraget på Blue Water Arena skuffede ikke søndag aften, hvor Petre sendte Esbjerg-tilhængerne i ekstase med sin scoring dybt inde i overtiden. Matchen endte 2-2, og EfB er nu ubesejret i fem kampe.

Blue Water Arena åbnede søndag aften dørene op for topbraget mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland i en særdeles flot kulisse. Esbjerg-tilhængerne var mødt talrigt op til dagens match og det samme var tilfældet for gæsterne, hvor udebaneafsnittet også var flot besøgt. Daniel Anyembe overtog pladsen fra karantæneramte Parunashvili, og Esbjergs nummer 40 spillede en rigtig fin kamp.

I kampens begyndelse var det gæsterne der var i boldbesiddelse og spillede den tålmodigt rundt. Esbjerg-mandskabet gav dog ikke meget plads mellem kæderne, og de blå-hvide gav samtidig alt de havde i duellerne, hvilket betød, at de sortklædte ikke kom frem til de større chancer. Det summede af et topopgør på stadionet, og spillerne på banen skuffede bestemt ikke, selvom de afgørende chancer måske manglede i begge ender.

Efter ti minutter var Dal Hende dog tæt på at score matchens første mål, men venstrebacken formåede ikke at udplacere Jeppe Højbjerg, der greb forsøget. Herefter kom EfB bedre med i opgøret og var mere på bolden, men ligesom John Lammers’ mandskab, så var gæsternes organisation på plads og gav dermed ikke nogle frie rum væk.

Esbjerg manglede chancerne, mens FC Midtjylland fik en af de helt store midtvejs i første halvleg. En bold passerede gennem feltet og da Andersson kom fri i bagrummet forsøgte han sig med et hårdt spark, men heldigvis for Esbjerg, så stod Højbjerg det rette sted. Det var en herlig fight, som udviklede sig på plænen, og EfB meldte sig også til på statistikken med et forsøg, da Mathias Kristensen fandt Petre i en spids vinkel, men afslutningen tog Jesper Hansen sig af i FCM-buret.

Mathias Kristensen måtte udgå kort før pausen, formentlig grundet en skade, mens Mark Brink erstattede højrekanten. Netop Mark Brink fik en løs chance midt for mål, men kunne ikke få ordentlig ram på læderet. Mod pausefløjtet var det Esbjerg-mandskabet, der pressede på med indlæg fra begge sider, men gæsterne fik afværget over flere omgange. Det blev altså ikke til nogen scoringer i første halvleg og derfor 0-0 i pausen.

Anden halvleg kunne ikke starte bedre for hjemmeholdet, og der gik kun et lille minut før den første scoring faldt. Jacob Lungi Sørensen hamrede til kuglen fra kanten af feltet, som flot steg op i målhjørnet. Et klasse-mål fra Lungi, og Esbjerg bragte sig dermed foran 1-0. Glæden var dog kortvarig for de blå-hvide, da Alexander Scholz få minutter senere kunne udligne for ulvene. En dødbold blev slået i feltet og uheldigvis var Jeppe Brinch i ubalance, da han forsøgte at cleare tæt foran mål, hvor Sholz så kunne sparke bolden i mål uden chance for Højbjerg.

Intensiteten fortsatte i anden halvleg, og lægterne hujede hver gang, der blev lavet en glidende tackling eller der opstod endnu en hård duel – og dem var der mange af. Austin og Halsti havde gang i endnu en stærk præstation stærkt fulgt op af midtbaneduoen, og skam også de resterende Esbjerg-spillere, som viste fantastisk vilje hele vejen igennem. FC Midtjylland fortsatte dog med at være mest på bolden, men EfB’erne kæmpede alt de havde lært. Efter 66 minutters spil bragte gæsterne sig dog foran 2-1 efter at have haft et mindre overtag på matchen. Paul Onuachu fandt en fri position efter et fladt indlæg fra Awer Mabil, som han nemt kunne dirigere i nettet.

Herefter faldt kadencen en smule hos John Lammers’ tropper, mens FC Midtjylland havde flere muligheder for at lukke og slukke opgøret. Jeppe Højbjerg diskede op med en klasse-redning, som holdt Esbjerg inde i kampen og lægterne fornemmede, at der var et spinkelt håb om point. Med små ti minutter igen opstod der så en løs mulighed for Esbjerg i Midtjylland-feltet, men Lungi kunne ikke komme uforstyrret frem til læderet, som Jesper Hansen så i stedet fik styr på.

Mod kampens slutning lignede det, at FC Midtjylland kunne hive alle tre point med tilbage til Heden og da der opstod tumult nede nær Højbjergs felt i overtiden, så var håbet svagt fra lægterne. Adrian Petre ville det dog anderledes, og sendte stadionet på Gl. Vardevej i ekstase i opgørets allersidste aktion. Brent McGrath spillede Jeppe Brinch helt fri i højre side, hvor han flot sendte et fladt indlæg mod forreste stolpe. Her dukkede den rumænske skarpretter op og chippede bolden over Jesper Hansen til 2-2.

Tribunerne blev euforisk og jublen var enorm, hvorend man kiggede hen og få sekunder efter jubelscenerne var overstået, så fløjtede dagens dommer for sidste gang. Dermed høstede Esbjerg fB et flot point mod de forsvarende danske mestre, og de blå-hvide er nu ubesejret i fem kampe.


Resultat
EfB – FC Midtjylland 2-2 (0-0)

Målscorere
46′ 1-0 Jacob Lungi Sørensen
50′ 1-1 Alexander Sholz
66′ 1-2 Paul Onuachu
90’+5 2-2 Adrian Petre

Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg

25. Jeppe Brinch
8. Rodolph Austin
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
40. Daniel Anyembe
7. Joni Kauko
38. Jacob Lungi Sørensen
26. Mathias Kristensen
17. Emmanuel Oti Essigba
9. Adrian Petre

Indskiftninger
43′ Mark Brink (Mathias Kristensen)
76′ Yuri Yakovenko (Daniel Anyembe)
80′ Brent McGrath (Emmanuel Oti Essigba)