Remis mod AGF

EfB og AGF delte i porten i søndagens match på Blue Water Arena, der ikke gav nogen scoringer. Esbjerg-mandskabet dominerede store dele af kampen, men manglede de afgørende chancer.

John Lammers’ mandskab virkede mest motiveret til dagens opgør mellem de to jyske klubber, og det var også de blåhvide, som tog teten fra kampens start. AGF’erne havde et defensivt udtryk, og derfor kunne EfB tålmodigt spille kuglen rundt i startfasen uden det for alvor blev farligt. Petre stod for det første forsøg mod mål, men uden problemer for Oscar Whalley i gæsternes mål.

Efter et kvarters spil tilfaldt så endnu en chance, og det var igen den rumænske U21-landsholdsspiller, der voldede problemer for AGF. Et indlæg blev slået mod Petre, der elegant forsøgte at sende den mod det lange hjørne, men tæt over mål.

Esbjerg havde godt styr på begivenhederne, hvor gæsterne ikke bidrog med meget til opgøret. Første halvleg kan meget vel beskrives som to solide defensiver, der ikke lod mange muligheder opstå, og derfor stod der stadig 0-0 på lystavlen i pausen.

I starten af anden halvleg kom gæsternes første reelle mulighed, da Martin Spelmann forsøgte sig fra en spids vinkel, men forsøget strøg forbi Esbjerg-defensiven og Jeppe Højbjerg. Kampbilledet fortsatte generelt efter pausen, selvom AGF truede en anelse mere på omstillinger, men Halsti og en storspillende Austin tog godt fra i bagerste geled.

Efter en times spil var Jesper Lauridsen tæt på at score et fantastisk mål. Venstrebacken stod placeret på kanten af feltet ved et hjørne, og var klar på returen. Her flugtede han flot kuglen mod mål, men AGF-keeperen var vågen.

Herefter kom der mere gang i gæsterne og opgøret kunne efterhånden falde begge veje, selvom de store chancer stadig var få. De to defensiver stod fortsat stærkt placeret, når der var det mindste fare på færde og den sidste spænding og jagten på de tre point udeblev altså.

I dommerens overtid appellerede AGF kraftigt for et straffespark, da Adnane Tighadouini og Jakob Ankersen var i en duel. Dommeren var dog ikke enig med AGF, og kort efter kunne han så fløjte for sidste gang i dag på Blue Water Arena.

Opgøret ender 0-0, og de to mandskaber kan begge sætte et point på kontoen. Det betyder samtidig, at EfB hopper forbi Brøndby i tabellen, der dog har en kamp i baghånden.


Resultat
EfB – AGF 0-0 (0-0)

Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg

25. Jeppe Brinch
8. Rodolph Austin
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
38. Jacob Lungi Sørensen
7. Joni Kauko
26. Mathias Kristensen
21. Mark Brink
9. Adrian Petre

Indskiftninger
67’ Adnane Tighadouini (Mark Brink)
79’ Rafael van der Vaart (Mathias Kristensen)
88’ Brent McGrath (Adrian Petre)