Førstehold

René Christiansen skifter spor

Efter knap 20 år som fodboldtræner i Esbjerg fB har René Christiansen valgt at stoppe. Christiansen fortsætter dog i EfB, idet han har fået titel af Kit Manager og kælderen under Blue Water Arena som sin nye arbejdsplads. Jeg har haft fantastiske år på træningsbanerne, men tiden er den rette at stoppe på, lyder det.

Siger man Esbjerg fB, siger man også René Christiansen, der har en flot karriere som spiller på førsteholdet bag sig, men i særdeleshed også mange år som fodboldtræner i EfB Akademi.
Alting har dog en ende, og efter eget ønske har Christiansen nu valgt at skifte træningsbanerne på Gl. Vardevej ud med kælderarealet under Blue Water Arena, som for nyligt er blevet ledigt efter Kaj Schmidt, der efter mange års tro tjeneste, er gået på en velfortjent pension.
55-årige René Christiansen, der som aktiv nåede 37 kampe for EfB, har været træner siden 2001, og det har været med stor glæde at møde ind i klubben hver dag, fortæller han.
– Jeg har været fodboldtræner i EfB i næsten 20 år, og jeg har nydt hver eneste sæson. Jeg har arbejdet sammen med en masse fantastiske mennesker omkring de forskellige hold, men særligt alle de dygtige drenge, jeg har trænet, har været en fornøjelse. Der er et hav af gode minder og sjove anekdoter, som jeg aldrig glemmer og med glæde tænker tilbage på.
– De spillere jeg har trænet, følger jeg stadig, og jeg møder heldigvis mange af dem engang imellem. Jeg bliver naturligvis stolt på hele klubbens vegne, når Martin Braithwaite, som har haft mange dygtige trænere i EfB, går hele vejen til FC Barcelona, og samtidig gør en god figur på landsholdet, men også når andre spillere får gode aftaler rundt omkring i Danmark såvel som i udlandet.
– Men det gør mig mindst ligeså glad, når jeg ser de drenge, der ikke får drømmen om en professionel fodboldkarriere opfyldt i stedet lander gode jobs i erhvervslivet inden for mange spændende brancher. Jeg tror på, at de værktøjer som jeg og alle andre trænere i EfB har lært drengene gennem årene omkring blandt andet målrettethed og passion for opgaven har haft en positiv effekt, siger Christiansen.
I sin nye rolle som Kit Manager får han blandt andet ansvaret for, at førsteholdets trænings- og kamptøj bliver vasket og pakket, ligesom samtalerne med spillerne ikke kommer til at handle om taktik og teknik.
– Da EfB tilbød mig jobbet efter mit ønske om at prøve noget andet, så var det med en vis stolthed og ydmyghed, at jeg takkede ja. Jeg ser frem til at komme rigtigt igang med opgaverne og lære kælderarealet og alle spillerne at kende, og jeg glæder mig til at omgås spillerne uden at skulle forholde mig til, hvordan det rent sportsligt lige er gået til den seneste kamp. Nu handler det i endnu højere grad om mennesket bag frem for det fodboldfaglige, som vi har et dygtigt trænerteam, der tager sig af, og det ser jeg frem til samtidig med, at rammerne omkring dem er gode, slutter René Christiansen.
Lars Lungi Sørensen overtager rollen som cheftræner for U19-holdet.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo