Førstehold

Reserve-remis i Vejle

EfB’s reserver måtte nøjes med det ene point i VB Parken mod Vejle. Kampen endte 2-2, hvor Simon Bækgård og Mirza Husic var på pletten for Esbjerg-mandskabet.

Daniel Anyembe startede inde for Esbjerg-mandskabet, der spillede i Nørreskoven mod østjyderne fra Vejle i Reserveligaen. Med en sejr kunne de blå-hvide smutte forbi både Lyngby og SønderjyskE i tabellen, og dermed placere sig som rækkens førerhold, men Vejle ville det anderledes.
Spilmæssigt var første halvleg den bedste af de to, men forholdene i dagens reserveopgør var ikke i top. Et kraftigt blæsevejr hvirvlede på langs af banen, mens tunge regnbyger skyllede ned i flere perioder. Esbjerg-spillerne havde modvind i de første 45 minutter, men formåede ikke at få puttet bolden i kassen, hvilket også var tilfældet for værterne.
Anden halvleg var dog ikke særlig gammel før matchens første scoring faldt, men desværre for EfB var det de rødblusede, som fik nettet til at blafre. Vejle kombinerede sig for let frem til feltet i højre side, og herfra passerede kuglen Esbjerg-keeper, Mads Kikkenborg. 1-0 til Vejle efter 47 minutter.
Esbjerg fB reagerede dog fint på scoringen og kunne blot små ti minutter senere bringe balance i regnskabet. Mark Brink sparkede et hjørnespark mod forreste stolpe, hvor den unge Simon Bækgård styrede den ind i kassen. 1-1 og kampen var igen helt åbent i VB Parken. Det var dog ingen poleret fodboldkamp, og det lignede længe, at der ikke skulle falde flere scoringer.
Med seks minutter igen af den ordinære spilletid måtte Mads Kikkenborg dog samle bolden ud af eget mål, da Vejle bragte sig foran for anden gang i kampen. Vejle på sejrskurs, mens Esbjerg sekvensen efter satte U19-spilleren, Mirza Husic på banen, og han meldte sig hurtigt ind i kampen med sin scoring til 2-2 få minutter efter.
Patrick Egelund opsnappede bolden i Vejle-feltet, hvor han tog et hurtigt træk. Herfra sendte han en såkaldt cutback-aflevering mod førnævnte Husic, som omsatte chancen til en scoring. Fine aktioner af de to U19-spillere.
Opgørets fjerde scoring blev samtidig matchens sidste, og derfor endte det med et remis i VB Parken.
– Vi er mere skuffet over spillet end resultatet. Vi skal kontrollere kampen bedre end vi gjorde. Det ene point er selvfølgelig okay med den anden halvleg vi leverede, men vi har en målsætning om, at oppe os lidt mere end det var tilfældet i dag. Bolt fik en halvleg, og det var fint at se ham tilbage. Nu skal vi arbejde på, at få ham gjort klar til minutter på førsteholdet, sagde Lars Vind efter opgøret, som sammen med Johnny Mølby stod i spidsen for dagens mandskab.


Resultat:
Vejle reserver – EfB reserver 2-2 (0-0)
Målscorere:
47′ 1-0 Vejle
55′ 1-1 Simon Bækgård
84′ 2-1 Vejle
87′ 2-2 Mirza Husic
Startopstilling:
Mads Kikkenborg
Daniel Anyembe
William Møller
Agus Garcia
Nikolaj Hagelskjær
Simon Bækgård
Mark Brink
Mads Larsen
Brent McGrath
Klaus Moesgaard
Yuri Yakovenko
Indskiftninger:
46′ Jonas Mortensen (Daniel Anyembe)
60′ Patrick Egelund (Klaus Moesgaard)
65′ Noah Nurmi (Simon Bækgård)
73′ Rasmus Rejnhold (Yuri Yakovenko)
85′ Mirza Husic (Mads Larsen)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo