Førstehold

Reserverne vandt 6-2

Esbjerg fB’s reserver sejrede 6-2 over Silkeborg IF i tirsdagens kamp på eget græs efter en god præstation. Mathias Kristensen og Nicklas Røjkjær scorede begge to gange, mens Marcus Hansen og Mads Larsen også kom på tavlen.

EfB’s reservehold tog imod Silkeborg IF på hybridbanen bag Blue Water Arena i Reserveligaens pulje 3, og det skulle vise sig at blive en yderst målrig affære.
Silkeborg havde opgørets første chance, men Mathias Rosenørn i målet var en sikker sidste skanse. De blå-hvide skulle i stedet blot bruge ni minutter, før der stod 1-0. Nicklas Røjkjær spillede bolden dybt mod Mathias Kristensen, der viste kynisme og omsatte sikkert til kampens første scoring.
EfB’s keeper var igen vigtig inde på stregen få minutter senere, da han kom godt ud af sit mål og afviste Silkeborg, der var kommet fri igennem efter en defensiv fejl.
Efter en halv times spil forøgede Esbjerg-mandskabet yderligere, idet Mathias Kristensen og Patrick Egelund kombinerede på kanten af feltet. Førstnævnte viste atter flot sparketeknik, og smækkede læderet i krydset til 2-0.
De rød-klædte fra Silkeborg fik dog reduceret til 1-2 kort herefter, da en komplet umarkeret Oliver Haurits sparkede den i nettet nær den bagerste stolpe. Flere scoringer blev det ikke til i første halvleg.
Blot få minutter efter pausen var indskiftede Marcus Hansen på pletten, da han viste godt overblik og tog et klogt løb ind i feltet. Her kunne den unge offensivspiller styre kuglen i nettet til 3-1 med en følt inderside.
Efter knap en time spillet blev det til en reducering, da et frispark slået mod forreste stolpe blev headet videre i nettet til 2-3. Minuttet efter udbyggede EfB dog føringen til 4-2, da Røjkjær tog skuddet fra distancen, hvor udeholdets keeper ikke så alt for heldig ud med sit indgreb.
Midtvejs i anden halvleg faldt kampens syvende scoring, idet Mads Larsen også ville tilskrive sig rollen som målscorer. Midtbanespilleren tog et flot dybdeløb, og sparkede bolden i netmaskerne til 5-2.
Med få minutter tilbage af opgøret, der på dette tidspunkt var afgjort, blev det således til kampens slutresultat 6-2. Nicklas Røjkjær blev dobbelt målscorer, efter han sparkede den fladt ind nær den fjerneste opstander fra en spids vinkel.
– Det var en rigtig god attitude og arbejdsindsats, spillerne viste i dag, og generelt en stærk præstation hele vejen rundt, som vi er meget tilfredse med. Vi forsøgte os hele tiden med dybe løb, og det lykkedes vi jo meget godt med. Det var dejligt at score seks mål og ligeledes få forskellige navne på måltavlen, og Mathias K og Røjkjær skal have ros, idet de begge scorede to gange, fortæller transitions- og assistenttræner, Lars Vind.


Resultat
Esbjerg fB reserver – Silkeborg IF reserver 6-2 (2-1)
Målscorere
9′ 1-0 Mathias Kristensen
33′ 2-0 Mathias Kristensen
35′ 2-1 Silkeborg
50′ 3-1 Marcus Hansen
59′ 3-2 Silkeborg
60′ 4-2 Nicklas Røjkjær
66′ 5-2 Mads Larsen
88′ 6-2 Nicklas Røjkjær
Startopstilling
Mathias Rosenørn
Jonas Mortensen
Viktor Tranberg
Noah Nurmi
Denis Catovic
Simon Bækgård
Mark Brink
Nicklas Røjkjær
Mads Larsen
Mathias Kristensen
Patrick Egelund
Indskiftninger
46′ Marcus Hansen (Mark Brink)
66′ Patrick Tjørnelund (Denis Catovic)
78′ Mads Zaar (Mathias Kristensen)
78′ Magnus Sandfeld (Mads Larsen)
87′ Tobias Stagaard (Noah Nurmi)

Næste Hjemmekamp
torsdag d. 18. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo