Sæsonens bedste præstation var ikke nok for U19

Det var et veloplagt U19-hold, der lørdag gæstede Aalborg, hvor AaB tog imod holdet i en medrivende fodboldkamp, hvor gæsterne spillede flot fodbold i store dele af kampen. Alligevel blev det til et nederlag, da holdet tabte 1-2. Vestjydernes målscorer var Andreas Lausen.

Vestjyderne fik en resultatmæssig ærgerlig start på opgøret, da holdet kom bagud efter blot fire minutter. Et indlæg fra venstre blev sendt ind i feltet, og herfra kunne nordjydernes Gabriel Christensen sparke bolden i kassen.

Herefter var esbjergenserne dominerende på bolden – også på modstanderens banehalvdel. Efter 18 minutter kom holdet til sin første store chance, da Patrick Egelund ramte ydersiden af den ene opstander efter et fint spark fra distancen.

Syv minutter senere var Rasmus Rejnhold så tæt på at kunne lade sig tiljuble, men den ellers så farlige angriber manglede skarpheden, da han sparkede den lille runde forbi mål fra sin position i feltet.

Efter 32 minutters spilletid fik EfB’erne tilkendt et straffespark, som Rasmus Rejnhold tog sig af. Frontangriberen kunne dog heller ikke denne gang få bolden ind over stregen, da målmanden reddede sparket.

Presset mod hjemmeholdets mål fortsatte, og kort efter det brændte straffespark fik gæsterne endnu en mulighed fra pletten. Denne gang var det Patrick Egelund, der fik ansvaret for at omsætte det til mål. Men heller ikke han kunne overliste værternes keeper, og det blev derfor ved 1-0, som holdene også gik til pause med.

René Christiansens tropper fortsatte de spillemæssigt flotte takter i anden halvleg, men det var dog hjemmeholdet, der igen fik nettet til at blafre, da Noah Nurmi kom til at sparke bolden i eget net, da han ville cleare et indlæg.

Det slog dog ikke EfB ud, at man endnu engang indkasserede et mål. Der gik nemlig kun 12 minutter, før holdet fik reduceret efter fine kombinationer i højre side, hvor Marcus Hansen endte med at finde Andreas Lausen inde foran, som sparkede kuglen sikkert – og fortjent – ind til stillingen 2-1.

Samme spiller var tæt på at blive dobbelt målscorer, da et giftigt frispark var centimeter fra at ryge i nettet, men endnu engang stod AaB’s keeper i vejen. Også Patrick Egelund var tæt på at komme på scoringstavlen, da han kom til en fin chance efter indlæg fra Marcus Hansen.

Esbjergenserne fik dog aldrig udbytte af de mange chancer, og selvom man klart var bedste hold i store perioder af lørdagens kamp, så måtte holdet rejse hjem til vestkysten uden point, for i fodbold er skarpheden foran mål altafgørende.

– Vi er ærgerlige over at tabe i dag, for det var sæsonens bedste præstation. Vi dominerede i store dele af kampen, brændte straffe og missede andre kæmpe muligheder, så vi kan sige, at vi dumper på det vigtigste i fodbold, nemlig at lave mål. Vi er dog alle sammen enige om, at præstationen var rigtig god, og at der er mange ting, vi kan tage med videre, lyder det efter nederlaget fra EfB’s cheftræner René Christiansen.

Skrevet af Martin Jørgensen


Resultat:
AaB U19 – Esbjerg fB U19 2-1 (1-0)

Målscorere:
5’ 1-0 Gabriel Christensen
56 2-0 Noah Nurmi (selvmål)
67’ 2-1 Andreas Lausen

Startopstilling:
1. Nicolai Vistisen

4. Tobias Stagaard
8. Noah Nurmi
9. Rasmus Rejnhold
10. Andreas Lausen
11. Macus Hansen
15.Denis Catovic
17. Mads Zaar
18. Patrick Tjørnelund
19. Magnus Sandfeld
21. Patrick Egelund

Indskiftninger:
63’ Rasmus Madsen (Rasmus Rejnhold)
73’ Mads Borchers (Mads Zaar)
88’ Frederik Hummelgaard (Marcus Hansen)