SLUT: EfB – Silkeborg IF 3-0

Anders Dreyer scorede hattrick og sikrede oprykningen. EfB er tilbage i Alka Superligaen efter en 3-0 sejr på Blue Water Arena mod Silkeborg IF.

Silkeborg IF vandt knebent 1-0 på Jysk Park i torsdags, hvor EfB nu skulle jagte billetten til Superligaen hjemme på Blue Water Arena i returopgøret.

Ingen af de to hold tog for alvor teten i kampens begyndelse, men det var Silkeborg der fik de første par chancer. Den offensive hurtig-løber, Emmanuel Oti Essigba var dog også ved baglinjen over flere omgange, men havde svært ved at finde folk i feltet.

Herefter blev spillet åbnet en anelse mere op, mens der blev kæmpet om hver en centimeter på banens midte, hvor Lungi og Parunashvili fungerede godt. Midtvejs i første halvleg fik EfB en gylden mulighed, da et frispark blev tilkæmpet på kanten af feltet, men desværre for hjemmeholdet sparkede Tim Hölscher i muren.

Nogle minutter senere kom første halvlegs største chance, som tilfaldt esbjergenserne. Oti blev stukket i dybden og afsluttede fladt fra en spids vinkel, men Silkeborg-keeperen var vågen og blokerede det hårde forsøg.

Det sidste kvarter stod EfB for det meste og venstre-siden med Oti og Lauridsen gav flere muligheder for indlæg, men EfB’erne havde svært ved at finde hinanden og skabe de afgørende muligheder. Der faldt da heller ingen mål inden pausen og dommeren kunne fløjte for sidste gang i første halvleg.

Efter pausen havde gæsterne en mere defensiv tilgang til kampen, hvor EfB derved var mest i kontrol. Der opstod enkelte løse chancer, men det blev aldrig for alvor farligt.

Tiden gik og stemningen på Blue Water Arena blev mere og mere nervøs for hvert rundet minut, men Esbjergs bedste spiller gennem sæsonen ville det anderledes.

Med et kvarter tilbage faldt der en løs mulighed i feltet og her dukkede Anders Dreyer op og sparkede den fladt i mål til stor forløsning på Blue Water Arena. Der skulle kun gå fire minutter før han igen var på spil og det lignede langt hen af vejen det første mål. Anders Dreyer bankede bolden forbi Silkeborg-keeperen efter en flot detalje og gjorde det til 2-0 til EfB.

7.043 var mødt op på stadion i dag og opbakningen var massiv. Med ti minutter igen var EfB i Superligaen, men stemningen var med god grund en anelse nervøs. I overtiden havde gæsterne nemlig alt med fremme, inklusiv keeperen, men da dødbolden blev afværget kunne Anders Dreyer modtage bolden og drible mod frit mål, dog skulle Salquist afdribles først. Det var ikke noget problem og Anders Dreyer løb nærmest bolden over målstregen og gjorde Blue Water Arena euforisk.

EfB vinder 3-1 samlet mod Silkeborg IF og er tilbage i Alka Superligaen. Tusind tak for den fantastiske opbakning!


Resultat:
EfB – Silkeborg IF 3-0 (0-0)

Målscorere:
76’ 1-0 Anders Dreyer
80’ 2-0 Anders Dreyer
90’+3 3-0 Anders Dreyer

Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
32. Nikolaj Hagelskjær
25. Jeppe Brinch
4. Agus Garcia
14. Jesper Lauridsen
38. Jacob Lungi Sørensen
6. Lasha Parunashvili
39. Anders Dreyer
10. Tim Hölscher
17. Emmanuel Oti Essigba
23. Yuri Yakovenko

Indskiftninger:
86′ Andres Schetino (Emmanuel Oti Essigba)
88′ William Møller (Yuri Yakovenko)
90′ Mark Brink (Tim Hölscher)