Tilbageblik: Fredrik Berglund

Fredrik Berglund var en publikumsyndling på Esbjerg Stadion, og det var der en grund til. Han var nemlig en flittig målscorer i Esbjerg-trøjen, hvor især angriberens debut mod Brøndby huskes.

Fredrik Berglund debuterede for Esbjerg fB den 14. marts 2004 på Danmarks sværeste udebane, Brøndby Stadion. Berglund skulle kun bruge syv minutter for at skrive sig ind i hjerterne hos Esbjerg-tilhængerne, og han medvirkede i den grad til et af de mere ikoniske øjeblikke for EfB. Den svenske angriber scorede to mål og stod for tre oplæg i 6-1-sejren på Brøndby Stadion, og han skulle vise sig at blive en vigtig figur for Esbjerg fB de kommende sæsoner…

I januar 2004 præsenterede Esbjerg fB et nyt navn efter klubben var blevet enige med den hollandske klub Roda JC. Berglund stod der flot trykt på EfB-trøjen med nummer 11, og det navn får stadig esbjergenserne til at trække på smilebåndet – med god grund. Med 10 mål i 12 kampe i sit første forår på vestkysten, hjalp han nemlig EfB til en flot bronzemedalje i 2003/04-sæsonen. På sidste spillerunde leverede han samtidig sit første hattrick i Esbjerg-trøjen, da EfB besejrede BK Frem foran mere end 7.000 tilskuere.

Foruden en flot sæson i SAS Ligaen, som det hed dengang, så nåede Esbjerg-mandskabet hele vejen til semifinalen i den internationale turnering TOTO Cup. Her viste den svenske skarpretter også målnæse med fire scoringer i dobbelt så mange kampe. Det vigtigste var den tidlige scoring hjemme mod det franske storhold OGC Nice. Desværre for EfB og Fredrik Berglund blev Schalke 04 for stor en mundfuld med et samlet 6-1-nederlag. Oplevelsen på Gelsenkirchen foran 56.000 tilskuere i returopgøret vil dog sent blive glemt for de vestjyske bronzevindere.

I den efterfølgende sæson var den arbejdsomme målscorer igen gavmild af sig. Esbjerg-mandskabet var efter de flotte præstationer i den hjemlige liga kvalificeret til Royal League, men formåede desværre ikke at spille sig videre fra gruppespillet. Fredrik Berglund scorede fire gange i de seks opgør i den skandinaviske turnering, hvor EfB mødte Vålerenga, Rosenborg samt Djurgården ude og hjemme.

EfB kunne ikke blande sig i den absolutte top i den hjemlige liga, men det blev alligevel til en flot 5. plads. Den svenske målmager var igen en særdeles vigtig brik på et talentfuld hold, og han leverede imponerende 19 scoringer i 33 kampe. Med følge heraf var bejlerne mange for Esbjerg-angriberen, men han nåede en sidste sæson i den flotte blå og hvide trikot.

Her blev det så til flere europæiske opgør på CV’et i 2005/06. Esbjerg-holdet kvalificerede sig til UEFA Cup’ens 1. kval-runde, da de blev nummer to på Fair Play-listen efter Brøndby IF. De blå og gule havde allerede kvalificeret sig via tabellen, og derfor fik EfB altså æren af at spille Europæisk. Berglund noterede sig for to scoringer i det dobbelte antal kampe, men EfB måtte se sig slået i 2. runde af kvalifikationen i en tæt kamp mod Tromsø IL.

I samme sæson nåede EfB hele vejen til pokalfinalen, og her var Berglund også en betydningsfuld faktor med fire mål i samme antal kampe. I semifinalen var skarpretteren igen hård ved Brøndby IF med to mål, da EfB sendte de blå og gule hjem med et 5-2 nederlag. Det blev dog til et smertefuldt nederlag i finalen mod Randers FC, der sejrede 1-0 dybt inde i forlænget spilletid foran 24.000 tilskuere.

I SAS Ligaen 2005/06 blev det en godkendt én af slagsen med en placering som rækkens nummer 6, da sidste spillerunde var fløjtet af. Fredrik Berglunds sidste scoring for EfB faldt hjemme på Esbjerg Stadion mod SønderjyskE den 4. maj 2006, som også blev 14. gang, at han fik nettet til at blafre i ligaregi.

14. juni 2006 offentliggjorde FCK købet af Fredrik Berglund, som derfor endte en kort, men flot karriere for Esbjerg fB. Berglund opnåede 99 kampe i Esbjerg-trøjen med imponerende 57 mål til følge, og han skrev sig på rekordtid ind i hjerterne hos EfB’s fans med mange gode minder.

Fredrik Berglund stoppede karrieren i januar 2011 i klubben hvor det hele startede – IF Elfsborg.