U17 hentede ikke point mod AGF

Jerry Lucenas U17-drenge var ustabile og manglede den rette indstilling i perioder af lørdagens opgør på Fredensvang mod AGF, da de hvidklædte sejrede 5-1.

Esbjergs U17-mandskab var forbi Fredensvang i Aarhus lørdag eftermiddag, da EfB’erne gæstede AGF i U17 Ligaen til de blå-hvides tredje kamp efter vinterpausen.

Kampen startede ikke ud som håbet for esbjergenserne, der ikke havde den rette indstilling og energi bragt til spillet. Det resulterede i et AGF-hold, der kunne bringe sig hurtigt foran 1-0 efter elleve minutter.

Værterne fra AGF forøgede også føringen efter en halv times spil, da Jonas Yderholm satte bolden ind bag Nicolai Vistisen i Esbjerg-buret, og så stod det 2-0. Kampens andet mål blev også det sidste i første halvleg.

Pausen brugte U17-cheftræner, Jerry Lucena, på at snakke med Esbjerg-spillerne om første halvleg, der ikke var tilfredsstillende, og de var alle enige om, at der skulle ske drastiske ændringer i den resterende halvdel af opgøret.

Det blev også tilfældet, for anden halvleg var bedre for de blå-hvide EfB’ere. Gæsterne fra Esbjerg var tilstede i duellerne og fik over flere omgange presset hjemmeholdet tilbage på egen banehalvdel – og det gav også en hurtig scoring for EfB.

EfB’s nummer 17, Kristian Iversen, satte nemlig bolden i kassen og sikrede reduceringen på et tidspunkt, der vel ikke kunne have været bedre. Udeholdet spillede sig op og var med i opgøret igen.

Det kunne også være blevet til en udligning på banen på Fredensvang, men i stedet bragte hjemmeholdet sig foran 3-1 med ti minutter igen. Kynisk af AGF, der omsatte deres første reelle chance efter pausen til en scoring. Mod kampens ende blev det både 4-1 og 5-1 inden fløjten lød for sidste gang, efter to unødvendige scoringer, hvor EfB ikke var på plads i defensiven.

Esbjerg fB U17 hentede ingen point i U17 Ligaen, da AGF sejrede  5-1 på egen bane, og det var en skuffet Jerry Lucena efter opgøret.

– Vi må sande, at det igen var en ustabil og svingende præstation fra holdet, hvor vi lige skal finde os selv i pausen. Vi får dog samlet os og spiller os op efter pausen, og er godt med i store perioder i anden halvleg. De scorer desværre til 3-1 og jeg tror, det er deres første chance i anden halvleg, så det er en lidt ærgerlig måde, det sker på, og så er det bare to unødvendige mål, vi lukker ind helt til sidst.


Resultat
AGF U17 – EfB U17 5-1 (2-0)

Målscorere
11′ 1-0 Oscar Sørensen
31′ 2-0 Jonas Yderholm
48′ 2-1 Kristian Iversen
81′ 3-1 Lukas Therkildsen
89′ 4-1 Oliver Lund
90′ 5-1 Jonas Yderholm

Startopstilling
1. Nicolai Vistisen

2. Oliver Svendsen
3. Aske Thorsen
5. Anders Akselsen
6. Andreas Trölen
8. Andreas Lausen
10. Marcus Hansen
12. Malthe Kilmark
13. Frederik Ehrhorn
17. Kristian Iversen
18. Zean Peetz Dalügge

Indskiftninger
68′ Noah Leveaux (Frederik Ehrhorn)
76′ René Holst (Zean Peetz Dalügge)