U17-nederlag mod Silkeborg IF

Jerry Lucenas U17-mandskab måtte gå fra banen hjemme i Esbjerg uden point, da gæsterne fra Silkeborg IF sejrede 3-1. En EfB-udvisning kort før pausen gjorde betingelserne svære for hjemmeholdet.

EfB’s U17-drenge spillede årets første hjemmekamp, da Silkeborg IF slog vejen forbi kunstgræsbanen på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Kampen startede rigtig fint ud for hjemmeholdet og efter et kvarters tid, så bragte Esbjerg fB sig også foran 1-0 – helt præcist i det 18. minut. Det var EfB’s nummer 6, Andreas Troelsen, der havde sidste fod på, og fandt vejen til netmaskerne.

Kampens første halvdel var en lige affære, hvor Esbjerg-mandskabet dog var i fin kontrol. Gæsterne fra Silkeborg fik nemlig ikke skabt meget og det var EfB’s fortjeneste, der sad tæt i duellerne og viste god løbevillighed for hinanden.

Desværre for de blå-hvide, så blev Magnus Sandfeld udvist kort før pausen, da han modtog to advarsler lige efter hinanden, som dermed blev vekslet til det røde kort. Det gjorde selvsagt betingelserne svære for EfB, men det blev ved 1-0, da pausefløjtet lød.

Føringen holdt dog ikke længe ind i anden halvleg, for gæsternes Frederik Carstensen udlignede efter 53 minutter med sin scoring til 1-1. Med en mand i undertal, blev det mere på Silkeborgs præmisser og det var et EfB-mandskab, der var trykket i bund.

Ti minutter senere, forøgede gæsterne til 2-1, da Anton Holch-Leth fik nettet til at blafre bag Nicolai Vistisen i Esbjerg-buret og kort herefter blev det også til 3-1. Kampens fjerde scoring blev sat ind af Mads Sonniksen og målet lukkede opgøret endegyldigt.

På trods af en mand i undertal og to mål, der skulle hentes for EfB, manglede indsatsen ikke noget. Jerry Lucena ændrede system til 3-4-2 med tyve minutter igen og det gav et lille pust til hjemmeholdet, der skabte enkelte chancer i den resterende del af opgøret.

Det blev dog ikke til en reducering, og heller ikke en forøgelse af Silkeborgs føring. EfB måtte gå fra banen med et nederlag på 3-1 hjemme i Esbjerg.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke fik lov til at spille kampen færdig elleve mod elleve. Det lå lidt og ventede på os og vi kunne sagtens have fået point, men det er klart, at betingelserne blev svære efter udvisningen og derfor er sejren til dem også fortjent. Jeg er dog helt tilfreds med den indstilling, som drengene viste, for de arbejdede rigtig godt for hinanden kampen igennem, fortalte Jerry Lucena efter nederlaget.


Resultat
EfB U17 – Silkeborg IF U17 1-3 (1-0)

Målscorere
18′ 1-0 Andreas Troelsen
53′ 1-1 Frederik Carstensen
64′ 1-2 Anton Holch-Leth
66′ 1-3 Mads Sonniksen

Udvisning
39′ Magnus Sandfeld (to gule kort)

Startopstilling
1. Nicolai Vistisen

2. Oliver Svendsen
3. Aske Thorsen
5. Anders Akselsen
6. Andreas Trölen
8. Andreas Lausen
10. Marcus Hansen
14. René Holst
18. Zean Dalügge
19. Magnus Sandfeld
22. Denis Catovic

Indskiftninger
58′ Rasmus Madsen (René Holst)
69′ Marcus Kristensen (Oliver Svendsen)
79′ Kristian Iversen (Zean Dalügge)