U17 optakt: EfB – FCK

Endnu en svær opgave venter for Jerry Lucenas unge U17-mandskab, når ligaens førerhold FC København gæster Esbjerg.

Det er et formstærkt mandskab der gæster EfB U17 lørdag eftermiddag på Esbjerg Idrætspark. U17 Ligaens førerhold FC København har nemlig ikke tabt en eneste kamp i foråret, hvor det er blevet til seks sejre ud af seks mulige.

De unge EfB-talenter er uden sejr i tre kampe, mens der venter flere svære kampe i den nærmeste fremtid, hvor esbjergenserne møder flere tophold.

Jerry Lucena og de unge talenter bliver derfor for alvor testet i weekendens opgør, hvor cheftræneren dog holder fokus på, at få modnet spillerne.

– Der venter endnu en af de store kampe for drengene, hvor vi møder et af de rigtig gode hold i ligaen, og det bliver derfor spændende at se, om vi kan rejse os efter seneste nederlag. Vi skal samtidig revanchere os efter det omvendte opgør, hvilket betyder at drengene skal give alt hvad de har i sig. Det bliver en god dyst for det her unge mandskab, hvor jeg holder min fokus mod at få dem modnet og få øget samarbejdet i mellem dem, fortæller Jerry Lucena der samtidig glæder sig til, at afprøve U15-spilleren Aske Thorsen, der er udtaget til lørdagens trup.


Kamptidspunkt: lørdag den 21. april kl. 15.15
Spillested:
Esbjerg Idrætspark