Førstehold

U17 storsejrede mod SønderjyskE

Esbjergs U17-drenge kom tilbage på sporet med manér, da vestjyderne smadrede SønderjyskE 7-1. Mads Zaar og Andreas Lausen scorede to hver.

Jerry Lucenas mandskab spillede lørdag eftermiddag på udebane mod SønderjyskE, hvor holdet skulle rejse sig igen efter et nederlag mod Lyngby, og det gjorde de i stor stil.
Det var et opgør fyldt med mål, men vi skulle frem til midtvejs i første halvleg før den første faldt. Dagens dommer pegede på pletten og tilkendte EfB et straffespark, der gav en gylden mulighed for at sparke gang i opgøret. Mads Borchers tog sig af straffesparket, og han satte den sikkert i nettet. 1-0 til EfB.
Der skulle kun gå få minutter før gæsterne forøgede scoringen med matchens andet mål, og det var igen et af de offensive esser fra Lucenas udvalgte, der lynede. Den hurtige kantspiller, Mads Zaar, scorede nemlig og gjorde det til 2-0.
Det blev ikke det sidste mål i første halvleg, da Zean Dalügge også ville lege med. Han gjorde det til 3-0, som også blev resultatet ved pausen.
Efter pausen fortsatte takterne fra første halvdel af opgøret, hvor esbjergenserne fortsat var i målhumør. Det var dog værterne, der først fik reduceret til 3-1, da Magnus Hedegaard fik bolden sat i kassen, men herefter tog det fart for Jerry Lucenas udvalgte.
Efter en times spil gjorde Andreas Lausen det til 4-1, mens Marcus Hansen et kvarters tid senere forøgede yderligere til 5-1 til Esbjergs fordel. Kampen var reelt lukket, men der faldt endnu to scoringer inden dommeren fløjtede for sidste gang. Andreas Lausen og Mads Zaar scorede kort før tid, og de noterede sig derfor begge for to scoringer.
Esbjerg fB vinder 7-1 i SønderjyskE og hopper på ligaens 3. plads. U17-cheftræner, Jerry Lucena, er naturligvis glad for præstationen.
– Efter en storsejr er jeg selvfølgelig tilfreds. Jeg har altid sagt, at når vi rammer dagen, så har vores modstandere svært ved at håndtere vores offensiv. Vi har rigtig mange dygtige spillere og det er ikke kun i offensiven. Andreas Lausen scorer to direkte på frispark, og han har en fantastisk sparketeknik, så det er fedt at se. Vi rejser os efter et lidt tungt nederlag i Lyngby, så det er positivt, siger U17-cheftræneren.


Resultat
SønderjyskE – EfB 1-7 (0-3)
Målscorere
22’ 0-1 Mads Borchers (straffespark)
25’ 0-2 Mads Zaar
39’ 0-3 Zean Peetz Dalügge
53’ 1-3 Magnus Hedegaard
59’ 1-4 Andreas Lausen
73’ 1-5 Marcus Hansen
85’ 1-6 Andreas Lausen
90’ 1-7 Mads Zaar
Startopstilling
1. Nicolai Vistisen
2. Patrick Tjørnelund
3. Aske Thorsen
5. Anders Akselsen
6. Andreas Troelsen
7. Mads Zaar
8. Andreas Lausen
11. Mads Borchers
14. René Holst
18. Zean Dalügge
22. Denis Catovic
Indskiftninger
61’ Marcus Hansen (Andreas Troelsen)
67’ Magnus Sandfeld (Zean Dalügge)
70’ Christian Hassing (René Holst)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo