Førstehold

U17 vandt i Brøndby

Esbjerg fB’s U17-mandskab spillede til nul og scorede to gange, da holdet ude gæstede Brøndby. Frederik Ehrhorn og Zean Dalügge scorede for EfB i 2-0-sejren.

Esbjerg fB’s U17-talenter fik en glimrende start på kampen ude mod Brøndby, idet Frederik Ehrhorn efter blot syv minutter scorede eftermiddagens første mål.
Ehrhorn kom alene igennem med hjemmeholdets keeper, hvorefter han tog et træk forbi og trillede den i det tomme mål fra en spids vinkel.
Første halvleg var en meget lige affære mellem de to mandskaber. Der var god fight og især indstillingen var tilfredsstillende for EfB, der dog manglede omtanke i et par situationer, når spillet skulle sættes og chancerne kreeres.
Starten af anden halvleg lignede meget den første, da Esbjerg fB endnu engang scorede et hurtigt mål. Frontangriber Zean Dalügge, der havde gang i en rigtig flot kamp og måske endda den bedste i Esbjerg-trøjen, opsnappede nemlig riposten og gjorde det til 2-0.
De vestjyske U17-talenter fra EfB Akademi kæmpede bravt og viste god moral hele kampen igennem, og trods en 2-0-føring, blev dette ikke ændret. Spilmæssigt gav det også flere store muligheder for at score til 3-0, men her manglede de blå-hvide lige den sidste skarphed og kynisme foran målet.
Med ti minutter igen blev det i stedet et mere nervøst udtryk fra EfB, hvor det blev Brøndbys tur til at skabe ravage og vise tænder i offensiven.
Jesper Sørensen mellem stængerne var her vigtig med et par gode aktioner, som altså hjalp esbjergenserne til at holde nullet på Brøndby Stadion.
EfB vandt flot 2-0 på det sjællandske, og derfor var det helt naturligt en glad cheftræner efter opgøret.
– Drengene arbejdede virkelig hårdt for at kunne hive sejren med hjem, så det skal de have stor cadeau for. Det er efterhånden et fint sted for os at spille i Brøndby, da dagens sejr er den tredje i streg på græsset her, men det er holdets fortjeneste. Det kræver nemlig den rette indstilling og arbejdsmoral, som bestemt var tilstede. Det var også glædeligt at se Jesper være kampafgørende i buret, mens Zean i den modsatte ende måske spillede den bedste kamp, mens han har været i klubben, fortæller Jerry Lucena.


Resultat
Brøndby IF U17 – Esbjerg fB U17 0-2 (0-1)
Målscorere
7′ 0-1 Frederik Ehrhorn
51′ 0-2 Zean Dalügge
Startopstilling
1. Jesper Sørensen
2. Oliver Svendsen
2. Aske Thorsen
4. Mathias Lønne
5. Malthe Nielsen
6. Andreas Troelsen
8. Marcus Kristensen
10. Kristian Iversen
11. Zean Dalügge
13. Frederik Ehrhorn
14. Sebastian Larsen
Indskiftninger
46′ Noah Leveaux (Sebastian Larsen)
48′ Malthe Kilmark (Marcus Kristensen)
69′ Vinh The Van (Frederik Ehrhorn)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo