Førstehold

U19 fik tiltrængt sejr

Esbjerg fB U19 fik endelig vendt den dårlige stime af kampe, idet René Christiansens mandskab lørdag sejrede 3-2 over SønderjyskE. Borchers, Rejnhold og Stagaard kom på måltavlen.

Det var ikke til at se i kampens indledning, at de blå-hvide ikke sprudlede af selvtillid med tanke på den seneste form. U19-talenterne kom nemlig fint fra land mod SønderjyskE på kunstgræsbanen i Esbjerg, og der skulle kun gå ni minutter før gæsternes keeper måtte hive bolden ud af eget net.
Andreas Lausen tog sig af et hjørnespark og sendte et skarpt indlæg i feltet, hvor Mads Borchers, der havde sin første start i et års tid grundet en skade, stormede frem og pandede læderet i kassen til 1-0.
Det skulle blive endnu bedre i aktionen efter. Blot et minut senere stod det således 2-0, da Jonas Mortensen fra baglinjen fandt Rasmus Rejnhold foran mål, og han tøvede ikke. Den unge angriber gjorde kunsten efter og headede kuglen i netmaskerne, som det også var tilfældet ved kampens første scoring.
Udeholdet ville dog ikke lade sig helt slå ud, idet de lyseblå fik reduceret efter tyve minutters spil. Lasse Haysen stod på det rette sted, da en tværpasning blev sendt ind foran mål og SønderjyskE-spilleren satte køligt en inderside på til 1-2.
I løbet af første halvleg var der optræk til flere chancer – EfB stod for de fleste af dem. Især Lausen og Egelund viste gode takter i det offensive, men det sidste manglede altså. Borchers havde dog den bedste mulighed af dem alle, da han sendte en returbold på stolpen.
I anden halvleg var det SønderjyskE, som kom bedst ud til sidste halvdel af opgøret. Sønderjyderne fik således udlignet ti minutters tid herefter, da en dødbold aldrig helt blev clearet ud af boksen, og i stedet endte den pludselig i nettet til 2-2.
Inden for de næste tyve minutters tid havde Andreas Lausen et frispark direkte på stolpen og Rasmus Rejnhold ledte også efter sejrsmålet med et kvalificeret forsøg, men heldet var ikke med EfB’erne.
Forløsningen kom dog alligevel helt fortjent i det 80. spilleminut, da forsvarsspiller Tobias Stagaard var med fremme på et hjørnespark, og han dukkede op i feltet og blev matchvinder med sin scoring til 3-2.
EfB krigede sejren hjem og sluttede dermed den dårlige periode af kampe uden sejr.
– Vi er selvfølgelig enormt glade for, at vi nu endelig har brudt den her dårlige stime, vi havde kørende. Vi har følt, at vi har spillet til mere og været godt med mod nogle af de bedre hold, så det her giver os selvfølgelig et boost frem mod næste kamp, som allerede er på onsdag mod AGF. Det er også positivt, at Borchers, med første start efter en lang skadesperiode, fik scoret i dag. Det er godt at have ham tilbage igen, fortæller U19-cheftræner, René Christiansen.


Resultat
Esbjerg fB U19 – SønderjyskE U19 3-2 (2-1)
Målscorere
9′ 1-0 Mads Borchers
10′ 2-0 Rasmus Rejnhold
20′ 2-1 Lasse Roager Haysen
54′ 2-2 Mads Steenberg
80′ 3-2 Tobias Stagaard
Startopstilling
1. Nicolai Vistisen
2. Jonas Mortensen
4. Tobias Stagaard
7. Mads Larsen
8. Noah Nurmi
9. Rasmus Rejnhold
10. Andreas Lausen
15. Denis Catovic
18. Patrick Tjørnelund
21. Patrick Egelund
22. Mads Borchers
Indskiftninger
58′ Mads Zaar (Mads Borchers)
90’+3 Marcus Hansen (Rasmus Rejnhold)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo