Førstehold

U19-nederlag trods dominans

Esbjerg fB U19 dominerede kampen ude mod AGF, men fik ikke omsat overtaget i spil og chancer til mål. I stedet scorede værterne kort før tid til 1-0 og stjal alle tre point.

De vestjyske U19-talenter fra Esbjerg fB åbnede opgøret fint på Fredensvang i Aarhus og fik hurtigt taget på kampen. Midtbanespiller Simon Bækgård stod for kampens første mulighed, men han sparkede en god mulighed fra tæt hold over mål.
Kort herefter var kantspiller Mads Zaar også tæt på, efter gode kombinationer i højre fra Emil Ankersen og Patrick Tjørnelund, men den sidste skarphed manglede. Forsvarsspiller Jacob Lønne havde også god mulighed for at åbne målkontoen, men hovedstødet fortsatte over mål.
EfB kontrollerede alle spillets facetter, men formåede ikke at få nettet til at blafre i kampens første halvdel, hvor AGF ikke bød ind med noget som helst.
De gode præstationer fortsatte efter pausen med EfB som spilstyrende, og efter en times spil opstod atter en stor chance til udeholdet.
Mads Larsen drev bolden frem fra banens midte og vippede den flot i dybden til Bækgård, der var alene med AGF-keeperen. EfB’s nummer 3 tog et langt træk og afsluttede, men målmanden blokerede i første omgang, mens returen også blev afværget af værternes defensiv.
René Christiansens mandskab pressede fortsat på, hvilket gav et hav af hjørnespark. Simon Bækgård slog et af dem mod feltet, hvor Denis Catovic kom styrtende foran de hvides defensiv, men igen formåede EfB ikke at styre bolden i mål.
Med ti minutter igen, hvor EfB ikke havde fundet vej til netmaskerne, var det hjemmeholdets tur til at melde sig ind i opgøret. AGF vandt et par dueller og pludselig chokerede værterne med kampens første og sidste scoring til 1-0.
AGF stjal altså de tre point til allersidst på deres blot andet skud inden for rammen, og derfor var det en dybt skuffet EfB-cheftræner efter kampen.
– Vi står uden noget nu og det er rigtig, rigtig tungt. Det er frustrerende, fordi præstationen og indsatsen langt hen af vejen var rigtig god og vi kontrollerede opgøret frem til det 80. spilleminut. Men sådan er det, når skarpheden udebliver, så kan det her ske. Der var flere fine enkeltmandspræstationer i dag, hvor Mads Zaar og Simon Bækgård var gode, mens flere bestemt også bød sig til, fortæller René Christiansen.


Resultat
AGF U19 – EfB U19 1-0 (0-0)
Målscorer
87′ 1-0 Albert Grønbæk Erlykke
Startopstilling
1. Alexander Kostow
3. Simon Bækgård
4. Thor Kristiansen
7. Mads Larsen
8. Jacob Lønne
9. Andreas Lausen
15. Denis Catovic
17. Mads Zaar
18. Patrick Tjørnelund
19. Emil Ankersen
21. Deniz Korkmaz
Indskiftninger
57′ David Easter (Andreas Lausen)
79′ Jeppe Paulsen (Deniz Korkmaz)
79′ Marcus Hansen (Patrick Tjørnelund)

Næste Hjemmekamp
torsdag d. 18. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo