Førstehold

U19 smed bronzen i Gøteborg

Esbjerg fB U19 endte som nummer fire til de skandinaviske mesterskaber i Gøteborg, idet holdet smed en 2-0-føring over styr og tabte 2-3 til FCM i kampen om bronze søndag eftermiddag.

U19 fra EfB Akademi var i weekenden i Gøteborg til den afgørende fase til de skandinaviske mesterskaber.
Desværre for de blå-hvide endte det med et snævert nederlag på 2-3 trods overtag i både spil og chancer mod svenske IF Elfsborg i den sidste gruppekamp, og således stod det klart, at EfB søndag skulle spille om bronze mod danske FC Midtjylland.
Esbjerg-mandskabet startede bronzekampen på bedste vis med to hurtige scoringer, men efter pausen fik midtjyderne vendt rundt på kampen. Blot tyve minutters tid inde i anden halvleg var EfB bagud 2-3, som også blev slutresultatet, og dermed rakte det til en endelig placering som turneringens nummer fire.
U19-cheftræner René Christiansen var skuffet over resultaterne, men overordnet set glad for den læring, som kampene har givet til holdet.
– Vi var skuffede efter Elfsborg-kampen, fordi vi følte, at der var mere at komme efter, og resultatet jo samtidig betød, at vi ikke skulle spille finale. Vi havde chancer til at score flere mål, men vi var ikke skarpe nok, og så er det svært at vinde. Vi fik dog rystet skuffelsen af os og havde en god træning lørdag, inden opgøret søndag.
– Bronzekampen endte dog også på en skuffende måde på trods af, at vi kom foran 2-0 relativt hurtigt. Herefter får vi dog ikke overført det taktiske, vi snakkede om i pausen, og efter tyve minutters tid står det pludselig 3-2 til FCM, hvilket naturligvis var lidt et hårdt slag, fortæller René Christiansen, der til slut runder turneringen af.
– Hvis vi skal sætte ord på turneringen helt overordnet, så er vi selvfølgelig glade for at kvalificere os i første omgang og vinde de to første gruppekampe, hvor vi viste flot spil. Det er god erfaring for os, at få de her opgør mod ukendte modstandere og være samlet som en gruppe over længere tid. Langt hen ad vejen præsterede vi også rigtig fint, men desværre endte vi med to skuffende resultater i sidste ende, så det er en lidt ærgerlig måde at gå på juleferie på.
– Vi har vist rigtig gode takter i spillet fremad banen, men defensivt har vi ikke helt været der, så vi har selvfølgelig nogle ting at arbejde på henover vinterpausen.
EfB U19 åbner foråret hjemme mod Lyngby i slutningen af februar.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo