Akademi

U19 tabte til Brøndby

Esbjerg fB U19 kunne ikke bygge videre på sejren i forårs-premieren i lørdags, da holdet hjemme tabte til Brøndby med 1-3. Mads Borchers scorede EfB’s enlige mål.

U19-mandskabet fra EfB fik en mareridtsstart på kampen, da udeholdet blot skulle bruge to minutter til at åbne målkontoen på kunstgræsset i Esbjerg.
Brøndbys keeper slog en lang bold op mod EfB’s bagkæde, som ikke fik afvist og efter Nicolai Vistisen kolliderede med en medspiller, så lå bolden pludselig foran en Brøndby-spiller, der ubesværet kunne score.
Hjemmeholdet skulle lige ryste målet af sig, mens spillet samtidig bølgede lidt frem og tilbage. EfB’erne havde en mulighed til at udligne efter små ti minutter, men et frispark sendt i bagrummet blev ikke headet på den rigtige side af rækværket.
Det blev sporadisk til indlæg fra kanterne, men de store, målgivende chancer udeblev herefter – i hvert fald for en stund.
Efter en halv time spillet fandt EfB nemlig vej til netmaskerne, da et velspillet angreb splittede hele Brøndbys defensiv. Mads Borchers kunne således efter et fladt indlæg fra højre nemt sætte en inderside på og score til 1-1 tæt under mål.
Ved pause var der fortsat balance, idet hverken EfB eller Brøndby havde held med at score yderligere i opgørets første halvdel.
Efter pausen tilkæmpede René Christiansens mandskab sig et par hjørnespark og en enkelt chance i venstre side, men ikke noget, der fremtvang en føring til de blå-hvide.
Efter en times spil tog Brøndby så føringen igen, da udeholdet fik tilkendt et frispark på kanten af feltet. Den omsatte Laurids Andersen flot med et placeret spark i det korte hjørne uden chance for EfB’s keeper.
Herefter havde gæsterne enkelte muligheder, men også Esbjerg fB havde perioder, hvor de forsøgte at presse Brøndby tilbage på banen og fandt vej til et par afslutninger, som keeperen dog afviste.
Særligt Mathias Holm havde en stor mulighed helt fri i det bagerste rum, som skulle have givet udligningen, men skarpheden manglede.
Med alt fremme i de døende minutter og et pres mod udeholdet, så rakte det ikke til en Esbjerg-scoring, men istedet kunne Brøndby juble for tredje og sidste gang kort før tillægstiden.
Et udspark snød EfB-defensiven og så kunne Jagvir Sidhu alene med Vistisen lukke og slukke til 3-1, som også blev kampens resultat.
– Vi står med en lidt skuffende følelse, fordi vi følte, at der var point at hente. Vi fik dog ikke ramt det samme niveau og vi manglede nogle procenter på kvaliteten, som vi viste mod Lyngby. Vi lavede nogle små fejl i løbet af kampen, som fik stor betydning, så på den baggrund er vi lidt skuffede. Vi må op på hesten igen og rette til i løbet af ugen inden vi igen skal i kamp, fortæller U19-cheftræner, René Christiansen.


Resultat:
Esbjerg fB U19 – Brøndby IF U19 1-3 (1-1)
Målscorere:
2′ 0-1 Andreas Eriksen
28′ 1-1 Mads Borchers
57′ 1-2 Laurids Andersen
86′ 1-3 Jagvir Sidhu
Startopstilling:
1 Nicolai Vistisen
4 Tobias Stagaard
5 Frederik Hummelgaard
8 Malthe Nielsen
10 Andreas Lausen
11 Frederik Ehrhorn
14 Mads Borchers
17 Mads Zaar
18 Patrick Tjørnelund
19 Magnus Sandfeld
23 Mathias Holm
Indskiftninger:
54′ Andreas Blåholm (Magnus Sandfeld)
60′ Adis Murati (Frederik Ehrhorn)
87′ Lasse Tygesen (Frederik Hummelgaard)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo