neutral

Vind har nu den højeste træneruddannelse

Esbjerg fB’s transitions- og assistenttræner Lars Vind er nu indehaver af UEFA Pro-licens, som er den højeste træneruddannelse, idet han tirsdag bestod den afsluttende eksamen.

Transitions- og assistenttræner i Esbjerg fB Lars Vind er nu i besiddelse af den højeste træneruddannelse i FIFA-regi, idet han tirsdag eftermiddag forsvarede og bestod sin hovedopgave “Relationer på et fodboldhold”, og dermed kan kalde sig indehaver af UEFA Pro-licens.

42-årige Vind har det seneste halvandet år arbejdet på hovedopgaven sideløbende med de daglige gerninger i EfB. Undervejs i forløbet har han været på studieture i udlandet for at skabe sig et indblik i, hvad der rører sig i internationalt fodbold.

Processen har givet Lars Vind redskaber til at analysere på tendenser i fodboldspillet og modstandere, som vil komme EfB til gavn fremover.

De erfarne fodboldfolk Peter Rudbæk, Uffe Pedersen og Poul Erik Andreasen har undervejs vejledt og eksamineret Lars Vind.

Foruden Lars Vind er cheftræner John Lammers, assistenttræner Claus Nørgaard og Head of Coaching Lars Lungi Sørensen også i besiddelse af UEFA Pro-licens.