Yakovenko og Bækgård-målshow i pokalkamp

Der var ingen slinger i valsen, da EfB onsdag aften spillede sig videre til 3. runde i Sydbank Pokalen. Yakovenko scorede fire, mens Bækgård garnede tre gange i 11-1-sejren.

Esbjerg fB drog onsdag formiddag afsted mod det sjællandske, hvor første stik skulle tages i Sydbank Pokalen. Her kunne Hørsholm-Usserød IK, der til daglig gør sig i Serie 1, byde Esbjerg fB velkommen på Hørsholm Idrætspark i 2. runde af den prestigefyldte pokalturnering. John Lammers’ mandskab, der havde Rodolph Austin med i startelleveren, havde derfor den klare favoritrolle i matchen.

Solen skinnede over Idrætsparken, hvor et par hundrede var mødt op og der gik ikke mange minutter før de fremmødte fik kampens første scoring. Brent McGrath kunne nemlig allerede efter fem minutter bringe vestjyderne i front til 1-0 og to minutter senere blev føringen forøget til 2-0. Jesper Lauridsen fandt nemlig Yakovenko i feltet, der omsatte muligheden til en scoring og så var opgøret ligesom i gang.

Det var ingen overraskelse, at gæsterne sad på kampen og havde fuldstændigt styr på begivenhederne, mens Simon Bækgård kunne score kampens tredje mål, og fejre sit første mål i Esbjerg-trøjen. 3-0 til Esbjerg fB, der sekvensen efter forøgede målscoringen yderligere. Yuri Yakovenko blev stukket i dybden og omsatte chancen til 4-0 uden de store problemer.

Herefter blev det lidt for meget cruise control og intensiteten dalede en anelse for de blå og hvide for en kort periode, men det skulle dog ikke forhindre Yuri Yakovenko i at sikre sit hattrick små ti minutter inden pausen. Jesper Lauridsen var igen i oplæggerens rolle til matchens femte scoring.

Det var ikke meget hjemmeholdet bød ind med, men de havde dog et par enkelte muligheder mod første halvlegs slutning, men ikke noget EfB-keeper, Jonas Jensen havde de store problemer med. 5-0 til Esbjerg fB ved pausefløjt.

Tilbagevendte Rodolph Austin blev skiftet ud i pausen og erstattet af William Møller, som derfor medvirkede til en mindre rokade på EfB-mandskabet i anden halvleg. Jeppe Brinch gik ind centralt, mens William Møller overtog McGraths kant, der gik ned og spillede back-positionen.

Kampbilledet fra opgørets første halvdel fortsatte i anden halvleg, og det var naturligvis Esbjerg-mandskabet der dikterede tempoet, og der skulle altså komme flere mål til kort efter. Yuri Yakovenko stod for kampens sjette mål, og hans fjerde, mens Mathias Kristensen og Simon Bækgård hurtigt fulgte op med scoringer til både 7-0 og 8-0 til esbjergenserne fordel.

Midtvejs i anden halvleg cementerede Bækgård så sit hattrick, da han forøgede til hele 9-0. Få minutter senere debuterede både unge Rasmus Rejnhold og nyerhvervede, Adnane Tighadouini og sidstnævnte var hurtig til at påtage sig playmaker-rollen og assisterede, da Brent McGrath sørgede for det to-cifrede tal på scorekortet. 10-0 til Esbjerg fB.

Hjemmeholdet fik deres største mulighed i opgøret herefter, men missede på en åben chance alene med Jonas Jensen. Fint indgreb af EfB-keeperen, der ikke har haft meget at se til i dagens match, mens værterne ærgrede sig over det misbrugte forsøg. Adnane Tighadouini voldede problemer hos Hørsholm-defensiven, og havde en god afslutning, der desværre tog indersiden af stolpen inden bolden hoppede ud i spil igen. Fint indhop fra Esbjerg-kantspilleren.

Med fem minutter igen kom debutanten Rasmus Rejnhold på tavlen. Adnane Tighadouini spillede den blot 17-årige fri, der sparkede bolden i nettet uden at tøve og gjorde det til 11-0 for John Lammers’ mandskab.

Kort før slutfløjt fik Hørsholm dog pyntet på resultatet med kampens sidste scoring, og dagens dommer fløjtede kort efter for sidste gang i aftenens pokalkamp.

Esbjerg fB vinder 11-1 og avancerer sikkert til Sydbank Pokalens 3. runde.


Resultat:
Hørsholm-Usserød IK – EfB 1-11 (0-5)

Målscorere:
5’ 0-1 Brent McGrath
8’ 0-2 Yuri Yakovenko
18’ 0-3 Simon Bækgård
19’ 0-4 Yuri Yakovenko
37′ 0-5 Yuri Yakovenko
56′ 0-6 Yuri Yakovenko
57′ 0-7 Mathias Kristensen
59′ 0-8 Simon Bækgård
67′ 0-9 Simon Bækgård
69′ 0-10 Brent McGrath
85′ 0-11 Rasmus Rejnhold
89′ 1-11 Hørsholm-Usserød IK

Startopstilling:
1. Jonas Jensen

25. Jeppe Brinch
8. Rodolph Austin
4. Agus Garcia
14. Jesper Lauridsen (C)
6. Lasha Parunashvili
3. Simon Bækgård
21. Mark Brink
26. Mathias Kristensen
22. Brent McGrath
23. Yuri Yakovenko

Indskiftninger:
46′ William Møller (Rodolph Austin)
69′ Adnane Tighadouini (Mathias Kristensen)
69′ Rasmus Rejnhold (Yuri Yakovenko)