Mortensen, Zaar og Tjørnelund på U-landsholdspligter

De tre talentfulde EfB’ere, Jonas Mortensen, Mads Zaar og Patrick Tjørnelund, er udtaget til landsholdsopgaver. Mortensen med U19-landsholdet, mens Zaar og Tjørnelund er at finde i U17-landsholdstruppen.

Til januar drager det danske U19 og U17-landshold begge til Cypern på træningslejr, som tæller et par venskabskampe for de to ungdomslandshold. Træningslejren bliver med deltagelse fra tre unge Esbjerg-talenter, Jonas Mortensen, Mads Zaar og Patrick Tjørnelund.

Mortensen er udtaget til U19-landsholdet, som spiller mod Israel og to opgør mod Cypern i perioden fra den 11. januar 2019 og en uge frem. Den unge defensivspiller har kampe for både U16, U17 og U18, men har endnu sin debut til gode for U19-mandskabet.

Zaar og Tjørnelund skal gøre sig for U17-landsholdet, som er at finde på Cypern i samme periode. Mads Zaar var også i Søren Hermansens U17-trup, da de i oktober spillede EM-kvalifikationskampe, og nu kan han igen vise sig frem på den internationale scene. Patrick Tjørnelund, der for få uger siden underskrev sin første DBU ungdomskontrakt med EfB, kan debutere i den røde og hvide trøje, hvis han kommer i spil.

Foto: DBU, herreungdom